38-årig ville dræbe medindsat: Idømt forvaring

Den indsatte ville dræbe en 18-årig mand med støvsugerrør og hjemmelavet kniv

(Arkivfoto: Jens Nørgaard Sørensen/Polfoto)
(Arkivfoto: Jens Nørgaard Sørensen/Polfoto)

Den 38-årige Jimmy Pablo Vinther er ved Retten i Horsens blevet idømt forvaring på ubestemt tid for et drabsforsøg mod en 18-årig medindsat.

Drabsforsøget skete i en celle i Statsfængslet Østjylland udenfor Horsens den 13. februar sidste år.

Jimmy Pablo Vinther afsonede på gerningstidspunktet en længere fængselsstraf for blandt andet et drab begået i Spanien.

Drabet i Spanien blev, ifølge ham selv, begået i forbindelse med hans nu afdøde fars virke som colombiansk narkoboss.

Han var ifølge Ritzaus Bureau selv enig i dommen.

- Jeg er så farlig, at ikke engang djævlen vil have mig, fortalte han i retten, og understregede desuden, at får han ikke en forvaringsdom, så er det kun et spørgsmål om tid, før han igen sidder som tiltalt i en lignende sag.

Motivet for drabsforsøget i Statsfængslet Østjylland er ikke helt klart.

- Det, han selv forklarer, er, at offeret havde været irriterende og havde trådt over den dømtes grænse, siger anklager Jesper Rubow.

Det kom under sagen frem, at den nu dømte mand opsøgte offeret, da han lå i sin seng i cellen.

Den dømte forklarede i retten, at han sagde til offeret:

- Nu skal du dø, mand.

Den dømte slog herefter offeret i hovedet med et metalrør fra en støvsuger og skar ham i halsen med en hjemmelavet kniv.

Kniven var lavet af en tandbørste, hvor der var smeltet et barberblad ind i enden, så det kunne bruges som en hjemmelavet kniv.

Inden den dømte 38-årige forlod cellen truede han offeret og hans familie.

Den dømte erkendte, at han overfaldt offeret i cellen og erkendte grov vold, men han nægtede, at det var hans hensigt at dræbe den 18-årige mand.

Se også: 38-årig søgte at dræbe medindsat med støvsugerrør

Under sagen forklarede den 18-årige mand, at han var helt sikker på, at han skulle dø, da tiltalte skar ham i halsen.

- Offeret forklarede i retten, at gerningsmanden nærmest skar i halsen på ham på samme måde, som man skærer i et franskbrød. Sådan op og ned, siger anklagerfuldmægtig Jesper Rubow i en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi.

Ifølge de lægelige oplysninger i sagen blev offeret skåret eller stukket i begge sider af halsen.

Der blev under sagen også afgivet forklaringer fra fængselspersonalet, der fandt offeret i cellen, ligesom andre indsatte afgav forklaring.

De indsatte kunne oplyse, at den nu dømte efter overfaldet detaljeret havde forklaret dem om overfaldet.

Den dømte er ikke fundet sindssyg, men konklusionen i både mentalundersøgelsen og i udtalelsen fra Retslægerådet anbefalede, at han skulle idømmes forvaring, da han udgør en nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.

- Det var en alvorlig sag og det er vores opfattelse, at dømte er farlig, og han derfor skulle idømmes forvaring på ubestemt tid. Retten var enig i disse betragtninger, siger Jesper Rubow.

Udover drabsforsøg blev den 38-årige dømt for trusler og vidnetrusler mod offeret, ligesom gerningsmanden blev dømt for trusler mod en fængselsbetjent.

Offeret blev tilkendt en erstatning på 30.000 kroner.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen