86-årig blev kørt ihjel: 21-årig dømt for uagtsomt manddrab

En 21-årig mand er dømt for uagtsomt manddrab under skærpende omstændigheder

Ulykken skete i krydset her ved Rødovre Parkvej (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Ulykken skete i krydset her ved Rødovre Parkvej (Foto: Tariq Mikkel Khan)

RETTEN i GLOSTRUP (Ekstra Bladet): En 86-årig åndsfrisk mand blev efterladt døende på vejen, da han blev påkørt af en personbil, mens han cyklede ind i krydset for grønt lys på Rødovre Parkvej og Brandholms Alle i Rødovre midt på formiddagen den 20. februar i år.

Bilens fører kørte over for rødt, og den 86-årige blev kastet op mod forruden og slæbt med oven på taget af bilen, indtil han landede på vejen 79 meter væk. Det gav ham så omfattende kvæstelser, at han senere afgik ved døden.

Ifølge obduktionserklæringen havde den 86-årige omfattende skader i hovedet og hudafskrabninger over hele kroppen, og det konkluderedes, at han døde som følge af påkørslen.

Men selvom manden, ifølge anklageskriftet, var 'i øjensynlig livsfare' og senere afgik ved døden som følge af sine kvæstelser, så kørte den 21-årige fører, Mark Kruse, og hans to medpassagerer væk fra uheldsstedet i stedet for at standse op og hjælpe ham.

Først 150 meter fra stedet parkerede han bilen, og de forsvandt fra stedet.

Den 21-årige virkede noget rystet, da han i dag blev idømt et år og seks måneders fængsel for trafikdrabet og for at have kørt væk fra stedet. Dommen blev afsagt af en enig domsmandsret.

Hans to kammerater, der var passagerer i bilen, blev hver idømt tyve dages fængsel og 40 dages samfundstjeneste for at have undladt at hjælpe den ældre mand. Den 21-årige Mark Kruse ankede dommen til frifindelse på stedet, fordi han ikke kan erkende omfanget af tiltalerne, mens de to øvrige modtog dommen.

Kunne ikke måle narkotika
Udover trafikdrabet blev Mark Kruse også dømt for at have påkørt en anden bil på Tårnvej i Rødovre umiddelbart før påkørslen af den 86-årige og køre fra stedet.

Anklageren havde i sin procedure krævet fængsel i 1 år og otte måneder til den 21-årige, mens hun mente, at medpassagererne skulle idømmes 2-3 måneders fængsel, mens den 21-åriges forsvarer, Steffen Thorborg, argumenterede for, at der ikke var tale om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Se også: Kørte 100 meter med 86-årig mand på taget

Ifølge anklageskriftet havde den nu 21-årige tidligere på natten indtaget kokain, hvilket dog ikke længere kunne måles i blodet på tidspunktet for blodprøveudtagningen, eftersom han først blev anholdt om natten efter påkørslen. Der var derfor ikke rejst tiltale for kørsel i narkopåvirket tilstand.

Den 21-årige har dog selv forklaret, at han dagen før påkørslen stod op ved seks-tiden for at tage på arbejde. Omkring klokken 14 tog han en lur på en time, hvorefter han tog ud og drak og tog tre baner kokain og festede til næste morgen. Om formiddagen skete påkørslen.

- Det er 30 timer efter, han stod op, og han har kun sovet en lur på en time. Der bør alarmklokkerne ringe for enhver, der bare kan overveje at sætte sig bag rattet, sagde anklageren i sin procedure, mens forsvareren i sin procedure anførte:

- Der er nogen, der vil sige, at det er for lidt for mig, men det var måske ikke for lidt for Mark.

Den 21-årige har forklaret, at han ved den første påkørsel af en personbil på Tårnvej, ikke følte, at bilen bremsede ordentligt, på trods af at bilinspektøren konkluderede, at de virkede fint. Efter påkørslen valgte han at køre fra stedet i høj fart.

Vanskelig opvækst
- Så det viser nok mere om Mark Kruses tilstand end bilens tilstand, at han ikke har styr på de her bremser, sagde anklageren.

Den 21-årige Mark Kruse var iført en sort, højhalset trøje i retten. Han havde røde kinder, og håret var redt i en skilning til siden. Ifølge de personlige oplysninger var han i lære som klejnsmed, da han blev anholdt, men den læreplads har han mistet i forbindelse med varetægtsfængslingen.

Af personundersøgelsen fremgår det desuden, at han har haft en vanskelig opvækst, men beskrives som en, der har vist evne til at tage vare på sig selv, men har brug for støtte og hjælp til at leve en kriminalitetsfri tilværelse. Han har kun et par mindre færdselsforseelser bag sig.

Et af de springende punkter i sagen har været, hvorvidt den 21-årige kørte over for rødt lys, hvilket er en af de faktorer, der gør, at der kan dømmes for uagtsomt manddrab efter særligt skærpende omstændigheder.

Det mente anklagemyndigheden, at der var ført bevis for.

- Efter min opfattelse var der rødt lys. Hvis vi tager grundlovsforhøret, så bekræfter han det selv der, at ja, han så godt, at der var rødt lys. I denne sag har har sagt, at han ikke så, at der var rødt lys. Som han sagde, så han slet ikke trafiklyset, sagde anklageren under sin procedure.

Den sigtedes forsvarer mente derimod ikke, at der var ført bevis for, at der med tilstrækkelig sikkerhed var rødt, og at der så ikke er tale om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

- Der hvor filmen knækker for Mark er, at han kører fra stedet, og det må man selvfølgelig ikke, sagde han og tilføjede, at der dog ikke var tale om, at der ikke var andre til stede på ulykkesstedet, så der var hjælp til den 86-årige.

Domsmandsretten valgte at lægge til grund i sin afgørelse, at føreren kørte frem for rødt lys.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Ulrik Bachmann
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen