Anklage: Bandeleder voldtog ekskæreste og veninde

Politiet har forfalsket dokumenter om voldtægt, lyder det fra bandeleder Danny Abdalla i Retten i Holstebro

Der er tale om et større komplot mod bandeleder Danny Abdalla.

Politiet, anklager og ekskæreste har alle rottet sig sammen mod den 51-årige, lyder det fra anklagebænken i Retten i Holstebro fredag.

Her sidder lederen af den jyske bande Den Internationale Klub tiltalt for blandt andet voldtægt, skyderier og afpresning.

Abdalla skal ifølge anklageskriftet have grebet fat om ekskærestens hals og fastholdt hendes arme og ben for at tiltvinge sig sex med hende, mens hun grædende skubbede imod.

En lignende voldtægt skal være gået ud over ekskærestens veninde.

Og det er netop anklagen om voldtægt af kvinderne, der får den libanesiske mand op i det røde felt.

- Politiet har forfalsket ting, de prøver at få ram på mig, råber en ophidset Abdalla.

Han henviser til dokumenter med bopælsadresser og datoer, der ifølge ham ikke helt stemmer overens med virkeligheden. Ifølge tiltalen skal han have begået voldtægter af de to kvinder i deres hjem.

Men det nægter Danny Abdalla med en henvisning til, at han ikke boede på adresserne på de angivne gerningstidspunkter.

- Kære dommer. Jeg er familiefar, og jeg har seks børn - hun prøver at få ram mig. Jeg vil hellere skydes end dømmes for voldtægt, siger han henvendt til retsformanden, dommer Torben Riis.

Flere gange afbryder dommeren den tiltalte og beder ham om at svare kort og præcist.

Anklager Lise Hebsgaard medgiver, at der har været rod med nogle datoer, men afviser at der er tale om forfalskninger.

Den libanesiske Abdalla er to gange tidligere idømt fængselsstraffe og udvisning af landet.

På grund af en angivelig dødsdom i hjemlandet Libanon kan udvisningen dog ikke effektueres.

Abdalla lever således på tålt ophold i Danmark, hvor han dagligt skal melde sig hos myndighederne.

Der er afsat 15 retsdage til sagen.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen