Du er en heltinde, Elisabeth

Del på
Messenger!

Send artikel

Han griber et stykke papir og en kuglepen og forsøger at formulere et par linjer. men tårerne begynder at løbe, og han krøller papiret sammen.

For første gang i 24 år forsøger han igen at skrive til sin gamle veninde Elisabeth Fritzl.

Som stor teenager var Ernst gode venner med Elisabeth. De to gik på samme skole, men i hver sin klasse. Elisabeth ville uddannes til tjener og Ernst som kok.

– Vi var i den samme venskabskreds. Vi mødtes efter skole, gik på diskotek og dansede og hang ud de samme steder. men det blev ikke til noget andet med os. Hvem ved, måske var det blevet til mere, hvis hun ikke var forsvundet, siger han i et interview med dagbladet Österreich i dag.

Ernst er den mand, som i alle årene har gemt en række breve fra Elisabeth. De to havde en livlig brevveksling – som mange unge havde i 1980’erne – fordi de boede i hver sin by. Men 28. august 1984 forsvandt Elisabeth. Reelt var hun blevet indespærret i kælderen af sin far, og brevene fra Ernst forblev ubesvaret.

– Hvorfor forsøgte du ikke at opsøge hende, da du ikke længere fik brev?

– Som 18-årig er dine venskaber kortvarige. Ude af øje, ude af sind. Jeg begyndte at kigge efter andre piger. Der var hundredvis af søde piger på skolen. Hvis jeg havde haft kørekort, havde jeg måske opsøgt hende, men ak ...

Ernst, som kaldte Elisabeth for Sissy, husker pigen som en livsglad og munter pige, og han havde ikke nogen anelse om, at pigen var blevet seksuelt misbrugt af sin far, siden hun var 11.

– Hun var altid meget aktiv. Hun dansede meget, Vi drak sammen. Hun havde fremtidsplaner. Man kunne overhovedet ikke mærke på hende, at hun havde problemer. Havde jeg mærket, at hun var nedtrykt, havde jeg da spurgt: Pige, hvad er der galt med dig? men i bagklogskabens lys kan jeg mellem linjerne læse i hendes breve, at noget var galt, siger Ernst.

– I dag tænker jeg på, hvordan jeg har haft et skønt liv i frihed. Sissy derimod var indespærret i al den tid. Det kan ikke være rigtigt.

Som alle andre blev Ernst bestyrtet, da han hørte om familien i kælderen.

– Der kom hele tiden flere detaljer. Først hendes navn, så alder. Da jeg så ungdomsbilledet i avisen af moderen fra kælderen, rislede det koldt ned ad ryggen. Min Gud. Sissy, indespærret.

Han bøjer sig ned over brevene, han modtog som 18-årig for 24 år siden. Han virker nervøs, ved ikke præcist, hvad han skal fortælle, og hvad han skal holde hemmeligt. I to uger har han været plaget af spørgsmålet, om han skulle offentliggøre Elisabeths breve, som det skete i denne uge.

– Jeg havde i to uger kun kunnet læse om offeret Elisabeth og så slog det mig; Jeg vil give offentligheden et andet billede af pigen. En glad pige, som gik ud og dansede og var sammen med sine venner.

– Josef Fritzl hævder i interview, at han reddede sin datter ud af sumpen, fordi hun gik ud med skidte mennesker – dig og din klike?

– Til hr. Fritzl – det svin – har jeg ingen kommentar. Jeg hader ham. Hvis det stod til mig, var den straf, han fortjener, meget højere end den, han står til.

– Hvad har du lyst til at skrive til Elisabeth – det kan jo være, at hun læser det i avisen?

– Jeg ville skrive: ’Sissy, i mine øjne er du en heltinde’.