Indlæser...

Politiet mangler vidner til voldtægt

Politiet har intet hørt fra mulige vidner til en grov voldtægt i Århus natten til søndag. To personer passerede ellers gerningsstedet kort før overgrebet

20:06, 11. maj 2008 | Ritzau /112

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

En 28-årig kvinde blev i nat voldtaget af en ukendt gerningsmand i tunnelen under Risskovstien i Århus, da hun var på vej hjem fra en tur i byen.

Politiet efterlyste fra morgenstunden to mulige vidner, der gik gennem tunnelen kort før gerningstidspunktet kl. 03.00, men her til aften udgjorde antallet af henvendelser fra offentligheden et stort rundt nul.

Den 28-årige kvinde blev under voldtægten truet med en kniv af voldtægtsmanden, der talte engelsk til hende. Politiet betegner overfaldet som meget groft.

- Dels blev hun truet med kniv, og dels er der foregået noget seksuelt, som må siges at være meget groft, siger vagtchefen.

Den eftersøgte gerningsmand beskrives som 25-30 år, 155-160 cm høj, almindelig af bygning, sort kort hår og med mellemøstligt udseende. Han var iført sort jakke over en hvid t-shirt og sorte bukser.

Annonce