Mails fra Jens: Jeg har grædt fire døgn

Del på
Messenger!

Send artikel

Siden Ekstra Bladet 16. maj konfronterede Jens fra Vendsyssel, sendte han fem breve til os. I brevene forklarede han, hvor ulykkelig han er over sine handlinger. Og først da avisen forsikrer ham om, at vi ikke bringer hans fulde navn, og billedet er maskeret, falder han til ro.

FRA OS: 20. maj 2008 14:31

Vi mødtes fredag på banegården i Aalborg.

Efter planen er historien med på tirsdag/onsdag i næste uge. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du vil se, hvad vi skriver omkring dig/vores møde - eller hvis du har yderligere kommentarer. Jeg vender tilbage igen dagen før deadline, så du får en ny mulighed for at kommentere.

on 21-05-2008 09:27: 'Tårerne drypper ned i tastaturet'

Jeg har grædt nu i 4 døgn og prøvet at få det bare en lille smule bedre, men lige lidt er det lykkedes.

Jeg er verdens ulykkeligste menneske, og hvis du blot har en lille rest af den samvittighed, som Vorherre engang gav dig, så beder jeg - nej jeg trygler dig om at skåne mig for det, som vil slå mig ihjel.

Jeg er en gammel mand på næsten 73, der ingen økonomiske midler har udover min folkepension, og jeg har nok ikke så mange dage tilbage, men jeg elsker jo alligevel mit sølle liv, som jeg deler med mig lille kone, som jeg har fortalt om det her.

Alligevel elsker hun mig, og jeg hende. Hun er det bedste og fineste menneske her på jorden, og det er årsagen til, at jeg har så svært ved at skulle tage den beslutning, som ikke kan gøres om, fordi jeg også på den måde vil gøre hende usigelig ondt, og det er næsten ikke til at holde ud, at skulle "rejse" fra hende, det lille pus.

Ellers kan jeg da bare sige, at jeg aldrig nogensinde har bedraget hende eller gjort noget kriminelt, og så vidt jeg ved plejer vi da herhjemme at være nådige i vore domme over mennesker, der ikke er vaneforbrydere.

Men du kan være fuldstændig sikker på, at jeg har lært "lektien" - jeg kommer aldrig mere på nettet nogensinde.

Min tåbelighed var vel bare at afprøve nogle grænser, som jeg aldrig nogensinde kunne finde på at overskride.

Men nu blev jeg altså lokket ud, hvor jeg ikke kunne bunde.

Jeg har tilbage i tiden sendt 3 gange mindre pengebeløb til "pigen" uden bagtanke eller betingelser, kun fordi "hun" var i økonomiske problemer.

Jeg ved godt, at det sikkert er en næsten fuldstændig umulig ting at ændre på, men alligevel er jeg nødt til som et sidste halmstrå at appellere til din samvittighed og til din medmenneskelighed.

For dig er dette her jo bare en smule job med en tåbelig idiot, men for mig gælder det simpelt hen ALT.

Jeg mister alt det lidt jeg har, mine børn og børnebørn, min familie og alle mine venner og bekendte - ja, også mig selv, som jeg ikke kan tåle at se på i et spejl.

Så derfor kan du da sikkert også forstå, at der kun vil være én udvej for mig.

Med andre ord: Det der i virkeligheden ikke betyder noget rigtigt for dig i dit unge liv, betyder katastrofen og den endelige slutning for mig og alle mine kære.

Er det helt rimeligt? Vil du selv have det godt nok det? Det er jeg ikke helt sikker på, omend jeg jo ikke kender dig.

Jeg angrer virkelig af hjertet det hele, og tårerne drypper ned i tastaturet.

Hvis du vil redde et medmenneske, som er ked af det, han har gjort, så skriv tilbage, hvis der er noget jeg kan gøre til gengæld. - Ingen pris eller ydelser er for høj.

Jeg tror, at du er et intelligent ungt menneske, som inderst inde godt kan forstå mig - tænk på hvis det havde været din egen far.

Venlig hilsen

Det skændige men også angrende menneske.

FRA OS: on 21-05-2008 10:10

Tak for din grundige mail. Jeg og resten af holdet har på intet tidspunkt været i tvivl om, at du var og er i en presset situation. Netop derfor henvendte jeg mig til dig igen, ligesom jeg i Aalborg gjorde meget ud af, at vi kunne tale sammen igen, hvad vi så gør nu.

Du har fuldstændig ret i, at alle mennesker begår fejl i deres liv. Og hver for sig kommer vi til at stå til ansvar for dem.

Som jeg fortalte i Aalborg, har målet med vores meget langvarige research været at finde ud af, hvordan og i hvilket omfang mænd forsøger at indfange unge mindreårige piger på nettet. Resultatet har været alt fra ældre mænd/kvinder, der i venlighed (og måske ensomhed) siger "hej" og ikke mere. Til nogen der meget hurtigt er gået over til at ville vise sig nøgne på nettet - og i sidste ende også nogen, herunder dig, der har sat et møde op. Det er således ikke kun dig, men også mænd andre steder i landet, der tager initiativ til, arrangerer og møder op for at have sex med vores unge pige.

Vores mål med historien er nu at fortælle forældre og samfundet i øvrigt, hvordan det her foregår. Og at nogle mænd er villige til at lokke og narre naive piger til at køre så langt som fra København til Aalborg. Og narre dem til at tro, at de gør noget forkert, hvis de fortæller om mødet til en anden voksen. Det er ikke kun en problematisk adfærd af et voksent menneske, men direkte ondt over for en mindreårig, hvis du spørger mig!

Hvis vores mål med historien var at "afsløre" de 20 værste pædofile i Danmark, havde det været en anden research, vi havde sat i gang. Derfor vil historien om dig og de andre mænd, som valgte at møde op, blive præsenteret på en måde, så det kommer til at handle om situationerne og ikke så meget om mændene bag. Det er med andre ord ikke det væsentlige, om det nu er Per, Poul eller Jens - vi er endnu ikke færdige med at skrive og redigere, men jeg skal nok vende tilbage, når vi er klar.

Jeg må sige, at jeg har meget svært ved at tro dine beklagelser nu. Særligt omkring pengene - der fremgår nemlig helt klart seksuelle bagtanker af de lange chats og samtaler/sms, vi har ført med dig. Men jeg er glad for at læse, at der ligger andre tanker bag dine handlinger end blot den afvisning og benægtelse, der mødte os under konfrontationen i Aalborg.

Jeg vender tilbage senere på ugen. Du er velkommen til at maile eller ringe.

on 21-05-2008 13:54: 'Jeg beder til dig og til Vorherre'

Tak for din mail - jeg synes mellem linierne trods alt at læse en ganske lille smule sympati over det elendig menneske, du har mødt. Det kan jeg naturligvis kun være taknemmelig for og takke dig for.

Det er da fuldstændig korrekt, at vi alle sammen må bøde for vore fejltagelser - det må jeg naturligvis også - men er der ikke en rimelig tese, at straffen skal stå i et rimeligt forhold til forseelsen?

Sådan har jeg altid læst og forstået vores lovgivning.

Jeg fastholder, at uanset hvad der er skrevet eller ikke skrevet, har jeg ALDRIG forgrebet mig på nogen mennesker - aldrig forsøgt at gøre nogen ondt - men utrolig dum og fantastisk naiv, har jeg været, der er indrømmet.

Hvis du i din artikel offentliggør billeder og navn af mig, bliver jeg nødt til at iværksætte den ultimative dom over mig selv, uanset denne straf for længst er afskaffet i den danske retspleje.

Efter din mail er jeg ret sikker på, at du virkelig er et fornuftigt og intelligent menneske - måske endda også et rart og behageligt individ, og derfor er jeg også ret sikker på, at du helt og fuldt vil forstå, det jeg skrev i det punktum ovenfor.

Nu skal du ikke tro, at jeg vil forsøge (hvad der jo er en fuldstændig umulig opgave) at få dig til at ændre på din pressedækning, og har du lyst til, at vi kunne tale mere fortrolig sammen, er jeg indstillet på det, hvis det skulle have nogen interesse, men jeg må også helt klart meddele dig, at kommer mit billede og navn i avisen, får du aldrig mere mulighed for at komme til at træffe mig.

Jeg er ikke pædofil - jeg har aldrig haft lignende sager - i al beskedenhed mener jeg faktisk, at jeg er et rart og venligt menneske, som altid har forsøgt at se på andres fejl med mildhed og på mine egne med ueftergivelig strenghed.

Har jeg så gjort det nu?

Nej det har jeg desværre ikke, fordi jeg jo bare er et sølle almindeligt menneske, som nu med alskens kvide må bøde for mine tåbeligheder.

Jeg har prøvet (nok ikke altid lykkedes?) at være en god ægtemand for verdens mest vidunderlige og dejlige pige, prøvet at være en god far og en god farfar for mine små børnebørn.

Du skriver til slut, at du har meget svært ved at tro på mine beklagelser nu - det er da nok forståelig, men engang imellem skal man også tro på mennesker, der angrer.

Jeg har begået en meget og utilgivelig fejl, som jeg på alle og enhver måde dybt og inderlig beklager - og kan du ikke tro på det, ja, så véd jeg ikke hvad jeg skal gøre.

- Og der har aldrig været nogen bagtanker med de penge, som jeg sendte til "den lille pige" for at hjælpe hen i en beklemt situation.

Jeg beder til dig og til Vorherre, at du vil moderere artiklen, som jeg da gerne vil se her over mailen, inden den offentliggøres, således at jeg véd hvilke konsekvenser, jeg skal drage.

Mange venlige hilsner - jeg tror du er et rart menneske.

Jens

FRA OS: on 21-05-2008 20:39

Jeg har ingen mulighed for at bedømme dig på andet, end hvad vores research viser. Men jeg er bestemt ikke i tvivl om, at du angrer, hvad der er sket. På samme måde ville den pige og familie, der i virkeligheden kunne have "mødt dig", også være "beriget" med en meget kedelig oplevelse for resten af livet.

NÅ - men uanset hvad. Jeg vil dog gerne tale med dig på telefon - du er velkommen til ringe på min mobil.

to 22-05-2008 08:52: 'Jeg kan næsten ikke skrive'

Jeg vil godt ringe til dig, hvis det må være sådan, at det er en privat samtale, som du ikke også offentliggør.

Nej, du kender mig jo selvsagt ikke, men jeg er ikke sådan som du måske tror.

Det liv jeg har tilbage er et helvede, som jeg enten må se at gjort en ende på elller flytte langt væk - hvad jeg ikke har midler til - og så må min kone opgive sit job, og hvad skal vi så leve af.

Jeg trygler dig om at være et stort menneske og forlade mig min skyld - jeg ber dig, Heine - jeg kan næsten ikke skrive.

to 22-05-2008 09:15: 'Vorherre tilgiver da også en angrende synder'

Undskyld mig igen, men vil du ikke godt svare mig på om vi kan tale sammen helt privat uden at du skriver om det?

jeg hverken kan eller vil påvirke dig i dit arbejde, men jeg ber bare for mit liv.

Betingede dommme og anker eksisterer normalt, og Vorherre tilgiver da også en angrende synder - vil du ikke godt svare mig?

jens

to 22-05-2008

’Jens’ får et opkald fra Ekstra Bladet. Avisens ledelse har besluttet at meddele ham, at vi ikke skriver hans fulde navn. Og at vi vil dække hans ansigt af. Men historierne kører fortsat, som vi har orienteret ham om. Samtalens indhold i øvrigt kan ikke offentliggøres, da ’Jens’ på forhånd er blevet lovet en privat samtale.

fr 23-05-2008 09:28: 'Jeg vil aldrig mere hverken tale eller tænke på "sagen"'

Undskyld at jeg igen ulejliger dig - jeg er godt klar over, at du har meget travlt - så sorry, men jeg er alligevel nødt til lige at skrive det nedenstående.

Jeg vil gerne af hele mit hjerte takke dig for den korte snak vi havde i telefonen i går.

Du har reddet mit liv - vær helt sikker på det - og du har gjort det muligt nu for mig atter at kunne komme til at se mine børnebørn.

Den samme tak har jeg lov til at skrive også gælder fra den sødeste, dejligste og mest tilgivende, lille kvinde – min kone.

Jeg græder stadig meget engang imellem, men vores snak har ændret min tilværelse, så jeg tror (måske ler du nu lidt ad mig - men pyt med det) du har været Vorherres finger, og det er jeg dig så uendelig, dybt taknemmelig for.

Jeg har haft en god snak med min læge, som jeg har kendt gennem over 20 år, og vi skal have flere samtaler herefter.

Jeg har også - udover mine kone naturligvis - to andre rigtig gode og gamle mandlige venner (du véd nok sådan nogen helt rigtige nogen, som jeg også har kendt i mange, mange år), som har hjulpet mig, og også i fremtiden vil hjælpe mig.

Så det ser meget bedre ud nu end før - Tak skal du have for det.

Jeg er et andet menneske - og du vil aldrig, aldrig nogensinde mere komme til at høre om mig til nogen situationer, som bare i ringeste grad kan minde om det, som jeg lige har været igennem.

Skulle du engang have lyst til at mødes med mig privat, vil jeg ikke sige nej, men jeg vil aldrig mere hverken tale eller tænke på "sagen" - eller noget tilsvarende; men muligheden består jo måske i, at du gerne overfor dig selv ville have bekræftet, at jeg faktisk ikke er så slem, som du måske kunne tro - men forstå mig ret: Det er bestemt ikke noget "must" fra min side - bare et tilbud, hvis du engang ville afprøve, om din barmhjertighed var på sin plads.

Under alle omstændigheder har jeg et godt indtryk af dig - jeg er fuldstændig sikker på, at du har hjertet på rette sted - der er ikke så mange mennesker, der har den egenskab!!

Lev vel - og tak igen.

Mange venlige hilsner fra

Jens