Indlæser...

H. C. Andersens gravsten ødelagt

Vandaler, der sympatiserer med Ungdomshuset, har ødelagt H. C. Andersens gravsten. Hærværket er hævn for, at graffitien bliver fjernet fra muren rundt om Assistens Kirkegård

10:02, 02. jul 2008 | Ritzau /112

Annonce

  • Oversæt / Translate
Her er muren til Assistens Kirkegård, inden den blev renset for graffiti. (Foto: Jens Dresling)
Her er muren til Assistens Kirkegård, inden den blev renset for graffiti. (Foto: Jens Dresling)
H. C. Andersens grav er en turistmagnet. (Foto: Jens Dresling)
H. C. Andersens grav er en turistmagnet. (Foto: Jens Dresling)

Annonce

Efter at Københavns Kirkegårde hver morgen er begyndt at fjerne graffiti fra muren rundt om Assistens Kirkegård, har graffitimalerne som hævn kastet sig over gravstenene inde på kirkegården.

Og det er blandt andet gået ud over H. C. Andersens gravsten. Til stor ærgrelse for Flemming Tschuriloff, der er direktør for Center for Kirkegårde i København.

- Det er tarveligt, uciviliseret og aldeles meningsløst, siger han til P4 København.

Danmarks bedste konservator har prøvet at redde H. C. Andersens gravsten, men uden held.

- Det er jo en sandsten, og det er som om graffitimalingen bliver suget ind i stenen, så selv efter den er blevet renset af, er der skygger i stenen, så man stadig kan læse, hvad der stod på den, nemlig '69 DANSK KULTUR' i tre linier. Det er jo forbistret, for i praksis er stenen ødelagt, siger Flemming Tschuriloff.

Han vurderer at en ny sten til H. C. Andersens grav koster mindst 150.000 kroner, og der skal en velvillig donor til, før der bliver indkøbt en ny.

Annonce