Indlæser...
Nyheder 112

En mors værste mareridt: Er min datter i live?

Siden 9. juli i år har 31-årige Vivi Kristiansen været forsvundet fra jordens overflade. Hendes mor og venner håber det bedste, men frygter det værste. Politiet kan pt. ikke gøre mere, da alle spor ender blindt

12:21, 07. okt 2008 | Frank Bonnevie

Annonce

  • Oversæt / Translate
Vivi Inger Kristiansen har været forsvundet siden 9. juli i år. Politiet aner ikke, hvor de skal lede, men Vivis mor er skrækslagen for, hvad der er sket med hendes datter. (Privatfoto)
Vivi Inger Kristiansen har været forsvundet siden 9. juli i år. Politiet aner ikke, hvor de skal lede, men Vivis mor er skrækslagen for, hvad der er sket med hendes datter. (Privatfoto)
Vivis mor og veninde fortæller i aften om deres store sorg og forfærdelse, efter Vivi Kristiansen forsvandt for snart tre måneder siden. (Foto: Qtv)
Vivis mor og veninde fortæller i aften om deres store sorg og forfærdelse, efter Vivi Kristiansen forsvandt for snart tre måneder siden. (Foto: Qtv)
  • Tema
  • Motivet bag grønlandsk blodbad kendes ikke Grønland: Motivet bag grønlandsk blodbad kendes ikke

Annonce

Annonce

De sidste tre måneder har været et mareridt på jord for 46-årige Augustine fra Ringsted.

Døgnet rundt kredser hendes tanker uafbrudt om datteren, 31-årige Vivi’s mystiske forsvinden.

Er Vivi, der selv er mor til tre, af egen fri vilje gået under jorden, er hun blevet bortført – eller, som mere og mere kunne tyde på, har hun været ude for en forbrydelse, blevet slået ihjel?

Ingen har set skyggen af den unge kvinde siden onsdag den 9. juli ved 22-tiden om aftenen, hvor hun forlod en privat fest på adressen Sorøvej 59 i Ringsted. Fra da af har Vivi Inger Kristiansen været sporløst forsvundet fra jordens overflade.

En af de cirka 1600 danskere, der hvert år meldes savnet, og hvoraf 2-3 aldrig bliver fundet.

- Jeg vidste med det samme, da jeg ikke kunne få kontakt til Vivi, at noget var helt galt. Vi var meget tætte, talte og sms'ede hver eneste dag, ofte indtil flere gange om dagen. Desuden er hun en pige, der bare ikke sådan tager væk uden at lade høre fra sig, fortæller hendes nedbrudte mor, Augustine, der så sent som samme eftermiddag, hvor datteren forsvandt senere på aftenen, modtog en glad og positiv sms fra sin datter.

En besked, der blot yderligere understreger, at den spinkle og kun 157 centimeter høje, grønlandsk udseende kvinde formentlig ikke forsvandt af egen fri vilje.

Men så længe, politiet hverken kan konkludere det ene eller andet, da ingen hverken ved eller har set noget, er Vivi Ingen Kristiansen blot en sagsmappe, der som tiden går bliver mere og mere støvet.

Harm og gal
- Jeg er harm og gal over, at der skulle gå hele 5-6 dage, før politiet endelig tog affære – og jeg håber ikke, det har at gøre med, at Vivi var en del af misbrugsmiljøet i Ringsted, siger Nini. Nini er en bekendt til Vivi, og hun var den første, der gjorde en aktiv og udadvendt indsats for at få befolkningen til at hjælpe med oplysninger i sagen om den forsvundne Ringsted-pige.

Dette opråb og nødråb blev gjort via oprettelsen af Facebook-gruppen 'Har du set Vivi?', hvor den forsvundne kvinde blandt andet beskrives som en pligtopfyldende og ærlig person. Hun var ved sin forsvinden iklædt hvid, langærmet trøje af fleece/joggingstof og gummisko.

- Vort håb er nu, hvor Ekstra Bladet fortæller om Vivi’s forsvinden, at der vil komme henvendelser for dagen, vidner og/eller oplysninger, der kan føre til en opklaring af mysteriet om Vivi. For nogen må da vide noget, de af den ene eller anden årsag måske blot ikke tør fortælle, siger Nini.

- Jeg tør slet ikke tænke tanken til ende, hvad der i værste fald kan være overgået min datter. Så jeg bliver ved med at håbe og bede til, at Vivi fortsat er i live, slutter Augustine, der mere og mere fortvivlet afventer det forløsende opkald fra datteren, der kan afslutte mareridtet.

Annonce