Indlæser...

To politifolk kvæstet på Christiania

Det gik voldsomt for sig, da politi og demonstranter i aftes stødte sammen ved Christiania. To politifolk blev kvæstet og 18 personer anholdt

20:12, 28. okt 2008 (Opdateret tid: 01:06, 29. okt 2008) | Ritzau /112

Annonce

  • Oversæt / Translate
Ved 20-tiden satte politiet en ny offensiv ind for at sprede mængden. (Foto: Anthon Unger)
Ved 20-tiden satte politiet en ny offensiv ind for at sprede mængden. (Foto: Anthon Unger)
Hver gang politiet går frem mod urostifterne, så forsvinder de ind på Christiania. (Foto: Anthon Unger)
Hver gang politiet går frem mod urostifterne, så forsvinder de ind på Christiania. (Foto: Anthon Unger)

Annonce

Annonce

To politifolk blev i aftes lettere kvæstet under urolighederne på Christiania. Den ene blev ramt på hånden af en sten og den anden faldt og forstuvede foden, da han jagtede en uromager, oplyser politiet.

- I betragtning af alle stenene, ilden, gassen og flaskerne, så er det billigt sluppet. Det er vi glade for, siger politiets talsmand Lars Borg.

Da der ved midnatstid faldt ro på området omkring fristaden var 18 personer anholdt. Selv om de blev anholdt under de timelange uroligheder på Christianshavn i København, så blev de kun sigtet for gadeuorden. Politiet mener altså ikke, at de kan sigtes efter straffelovens bestemmelser om at deltage i optøjer.

Pakket ind i tåregas
En massiv politistyrke havde tidligere på aftenen pakket hele Christianshavn ind i tætte skyer af tåregas. Men i den mørklagte bydel lykkedes det alligevel urostifterne at bryde ud fra Christiania og gang på gang at etablere brændende barrikader i Prinsessegade og Dronningensgade.

Først ved 22-tiden fik de kampklædte politifolk for alvor bidt sig fast i hjørnet ved Bådsmandsstræde, hvor kampen ellers havde bølget frem og tilbage. Politiets særlige entreprenørvogn, der er udstyret med stor grab, blev tilkaldt for at rydde gaden for betonklodser og brændende affaldscontainere.

Biler stukket i brand
Tidligere på aftenen, var brandvæsnet kaldt frem under politibeskyttelse for at slå bålene ned og slukke de brande, der var stukket i flere biler i kvarteret.

Hver gang politiet kom tæt på fristaden, blev betjentene igen og igen angrebet med et stort antal sten blandet med kanonslag og molotovcocktail. Et nødblus fløj tæt forbi Vor Frelsers Kirke, men selv om tåregassen drev rundt i sidegaderne, så skræmte det dog ikke folk fra uanfægtet at blive siddende på fortovscaféerne ved kanalen.

'Ikke raske i pæren'
Optøjerne udviklede sig til den form for stillingskrig, der er set flere gange tidligere ved Christiania. Hver gang politiet går i offensiven, flygter demonstranterne ind på Christiania.

- Det går hårdt for sig. De er ikke raske i pæren, sagde politiets talsmand Flemming Steen Munch.

For at holde demonstranterne inde på Christiania fortsatte politiet med at lægge gas ud i området, men ifølge politiets talsmand havde gassen kun begrænset effekt, da flere af demonstranterne var udstyret med gasmasker.

Annonce