Lundin: Sådan myrdede jeg Marianne

Del på
Messenger!

Send artikel

– Den luder er ikke resten af mit liv værd.

Det var Peter Lundins første tanke.

I sekunderne efter at have dræbt sin kæreste, Marianne Pedersen, i juni 2000 i hendes hjem i Rødovre fik dengang 28-årige Lundin ondt af sig selv.

Det fremgår af et af de hemmelige kassettebånd, Peter Lundin har sendt til den kæreste, som nu har brudt med sin store kærlighed. I årevis havde hun et dybt fortroligt forhold til Danmarks mest berygtede livstidsfange.

På båndet fortæller Peter Lundin nervøst og i en sært messende tone for første gang detaljeret om, hvad der rørte sig i hans sind, og hvad han foretog sig med forsvarsløse Marianne Pedersen.

– Det skete så hurtigt. Jeg kan huske???... jeg greb om hendes hoved, altså. Vi befandt os???... Altså, vi befandt os i køkkenet på det tidspunkt. Jeg ved, jeg sagde???... Jeg ved, politiet tror???... Det skete, det skete, skete i køkkenet. Men jeg ved, at jeg greb hende om hovedet. Jeg forsøgte at rive hendes hoved af, fortæller Lundin sin kæreste over et lydspor af blød popmusik.

'Oh man, sikke noget lort'
Peter Lundin afviser - som under retssagen - at det var hans hensigt at dræbe Marianne Pedersen.

– Sådan, sådan var det ikke. Det var bare???... Det var helt, helt spontant, bedyrer han.

Peter Lundin skruer tiden tilbage med, hvad der fremstår som ubehag. Ordene kommer i en hakkende strøm på det amerikanske sprog, Lundin foretrækker, når han har noget vigtigt at fortælle.

– Jeg kvalte hende ikke, det var ikke kvælergreb. Sådan var det ikke. Jeg kan huske, vi faldt, og så var hun stille.

Peter Lundin genkalder sig, hvordan Marianne Pedersens tunge hang ud af munden, og at han overvejede at tilkalde hjælp. Men så blev de spontane følelser tilsyneladende fejet til side og afløst af en mere beregnende trang til at beskytte sig selv:

– Jeg tænkte, der var noget helt galt her. Men den kvinde hun vil sagsøge dig, hun vil sagsøge dig. Hun vil gøre dit liv til et helvede (...) Jeg tænkte: ’Oh man, sikke noget lort, du har lavet. Hvad helvede er du nu blevet blandet ind i’.

Hun tissede på sig selv
Samtidig blev Peter Lundin dog klar over, at han kunne spare sig for enhver frygt for, at Marianne Pedersen selv ville være i stand til at forsvare sig. Nogensinde.

– Hun trak ikke vejret. Hun gjorde slet ikke noget. Hun lå der bare, og jeg kan huske, jeg lagde mærke til, at hun???... hun havde tisset på sig selv. Der var tis på gulvet, og det trykkede en knap inde i mit hoved, der sagde at det gør folk kun, hvis de er døde, ræsonnerer Peter Lundin.

I situationen var han muligvis påvirket af sine erfaringer fra 1991, da hans mor Anna Schaftner Lundin blev slået ihjel i North Carolina. Et drab, som senere kostede Peter Lundin en straf på 15 års fængsel i USA.

Peter Lundin forklarer, at han følte efter Marianne Pedersens puls. Den var væk. Der var ikke mere liv.

Blev bange
Så kom angsten.

– Jeg blev virkelig bange. Mit hjerte slog så hurtigt. Jeg kan ikke helt huske, hvad der skete. Men???... Jeg kan faktisk ikke huske mere efter det. Men jeg kan huske, at jeg bare så, bare så mig selv sidde på dødsgangen.

Selvmedlidenhed og et ønske om at skabe medynk skyller ud af det lille kassettebånd.

– Jeg så bare mig selv sidde, sidde i den her lillebitte celle dagen lang, i 20 år, og vente på at blive henrettet, og jeg tænkte –du ved, jeg tænkte for mig selv???... Jeg havde det sådan???... den luder er intet værd. Og jeg tænkte bare, at det her lort er ikke mit liv værd.

Peter Lundin stopper talestrømmen. Han tænker på de to drenge. Brian på 12 år og 10-årige Dennis. Marianne Pedersens sønner, som kort efter også blev ofre for Lundins instinkter for at lukke spontane følelser ude og overleve. For enhver pris.

Så slukker han båndoptageren.