Indlæser...
Nyheder 112

Ingen spor af flygtet dobbeltmorder

Politiet er på bar bund i sagen om den 47-årige dobbelte drabsmand Saad Gmars flugt. Hans børn er under politibeskyttelse

15:48, 02. mar 2009 | Piet Baunø

Annonce

  • Oversæt / Translate
Nordsjællands Politi har ingen spor af den flygtede dobbelte drabsmand Saad Gmar. (Politifoto)
Nordsjællands Politi har ingen spor af den flygtede dobbelte drabsmand Saad Gmar. (Politifoto)

Signalement af den efterlyste dobbeltmorder Saad Gmar.

  • Mand.
  • 47 år
  • 180 cm høj
  • Brune øjne
  • Gråt hår – halvskaldet
  • Sydlandsk af udseende
  • Irakisk.
  • Ved flugten var han iført blå jeans, nålestribet habitjakke, muligt strikket hue og tennissko. Medbragte ikke overtøj.

Annonce

Annonce

Nordsjællands Politi havde mandag ved 15.30-tiden fortsat ingen spor af den flygtede dobbelte drabsmand, Saad Gmar, der flygtede fra retspsykiatrisk center på Nordvang i Glostrup på et tidspunkt efter midnat natten til søndag.

Saad Gmar var anbragt Nordvang efter en dom for dobbelt drab, at han en formiddag i marts sidste år huggede sin kone og svigerfar ihjel med en kniv i Hørsholm Midtpunkt for øjnene af hans og konens døtre på fem og 11 år. Den dræbte 39-årige kvinde havde kort før drabene forladt manden og havde fået forældremyndigheden over børnene.

Vi ved ikke, hvor han er
- Vi har besøgt alle relevante adresser, men har endnu ikke fundet Saad Gmar. Vi er meget interesserede i henvendelser fra offentligheden om hans færden. De to døtre er under politibeskyttelse, manden må betegnes som farlig, siger vicepolitiinspektør og leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Nordsjællands Politi, Henning Svendsen, til ekstrabladet.dk.

Ifølge ham har Saad Gmar ikke umiddelbart et netværk, der kan yde ham husly under flugten, og da han forsvandt fra Nordvang var han kun i besiddelse af et kontantbeløb i størrelsesordenen 200 kroner. Han medbragte hverken pas eller andre personlige papirer ved flugten.

- Det er vores indtryk, at han står rimeligt alene og ikke har hverken familiemedlemmer eller venner, der vil hjælpe ham under flugten.

Flygtede efter uro på Nordvang
Saad Gmar flygtede på et tidspunkt mellem midnat natten til søndag og søndag morgen klokken 06.

Der indtraf en hændelse med en anbragt person et andet sted på det retspsykiatriske center, som krævede en større del af personalets tilstedeværelse, og i den forbindelse stod en dør til friheden pludselig ulåst, hvorefter Saad Gmar så sit snit til at flygte. Døren forblev ulåst hele natten, og Gmars flugt blev først opdaget søndag morgen klokken seks.

Han blev efterlyst i offentligheden kort før klokken 18 søndag.

- Hvorfor efterlyste I først en farlig dobbelt drabsmand i offentligheden 12 timer efter hans flugt og på et tidspunkt, hvor mørket var faldet på, hvorved offentligheden havde sværere ved at hjælpe jer med at spotte ham?

- Jeg har ikke været inde over de konkrete overvejelser angående, hvornår efterlysningen skulle rundkastes til medierne. Jeg formoder, at man dels ville udtømme mulighederne for at finde ham på kendte adresser, og at man har brugt tid på at fremskaffe signalement, foto og lignende. Men jeg vil godt medgive, at det kan virke uheldigt, at vi først efterlyser ham offentligt efter mørkets frembrud, hvilket begrænsede borgernes mulighed for at hjælpe os med at finde ham, siger Henning Svendsen.

Han er farlig
Selv om Saad Gmar var anbragt på det retspsykiatriske center, er han ifølge Henning Svendsen ikke synligt afvigende og kan godt gå for at være en normalt fungerende person.

- Han kan sandsynligvis godt gå for at være en normalt fungerende person. Men man bør underrette politiet, hvis man ser ham og ikke forsøge at anholde ham på egen hånd. Når man har slået to mennesker ihjel, må man betegnes som farlig. Jeg tror næppe, han følger med i medierne under sin flugt, men vi vil godt opfordre ham til at melde sig selv, siger Henning Svendsen til ekstrabladet.dk.

Hvis man har oplysninger om Saad Gmars færden eller andre relevante oplysninger i sagen bedes man henvende sig til nærmeste politi på 114 eller Nordsjællands Politi på 49 27 14 48.

Annonce