Indlæser...

21-årig anholdt for mordtrusler

En ung mand meldte sig selv til politiet efter at have sendt dødstrusler til elever og ansatte på VUC i det indre København. Han forklarer, at han har personlige problemer

17:32, 20. mar 2009 | Tine Johansen

Annonce

  • Oversæt / Translate
En 21-årig mand har meldt sig selv for at sende trussels-sms'er til elever og ansatte på VUC i København. (Foto: Kenneth Meyer)
En 21-årig mand har meldt sig selv for at sende trussels-sms'er til elever og ansatte på VUC i København. (Foto: Kenneth Meyer)

Annonce

En 21-årige mand meldte ved 16.30-tiden sig selv til Københavns Politi, efter at han tidligere på dagen havde sendt dødstrusler per sms til elever og ansatte på VUC i Vognmagergade i det indre København.

Den unge mand har forklaret, at han har personlige problemer. Men politiet har endnu ikke afhørt ham, så man ved ikke, hvilken forbindelse han har til uddannelsescentret i København.

Det fortæller pressetalsmand for Københavns Politi, Flemming Steen Munch.

Manden var på besøg hos sine forældre efter at have sendt trussels-sms'erne til VUC. På tekst-tv så han, hvor stort et postyr han havde sat i gang. Gaderne omkring skolen blev afspærret, og alle elever og ansatte blev evakueret. Derfor endte han med at ringe til politiet, der kort efter hentede ham på forældrenes adresse i København.

Københavns Politi skal nu i gang med at ransage mandens hjem i Brønshøj for at undersøge, om han eventuelt ligger inde med våben, eller om der blot var tale om tomme trusler.

Annonce