SMS Tip

Vejret i dag:

Vanvidsbilist hamrede ind i dagligstuen

Uden kørekort: 18-årig bankede gennem husgavl

21:29 - 31. maj. 2009 | Niels Ebdrup

Gavlen var i akut sammenstyrtningsfare efter mødet med den store BMW. (Foto: Allan Andersen)

 København
 Odense
 Århus
 Aalborg
 Esbjerg

Sponsor

Den midaldrende Gert fra Græsted fik lørdag aften et chok og et stort hul i sin gavl. Det skete, da en 18-årig mand uden kørekort hamrede sin nummerpladeløse bil frontalt ind i hans parcelhus.

Den 18-årige kørte friskt ned ad en bakke på en smal vej få hundrede meter uden for Græsted byskilt. Men midt i et venstresving mistede han herredømmet over sin sorte BMW 740. Han nåede ikke at bremse, før gavlen på Gerts rødstenshus gjorde arbejdet for ham.

Stort hul i muren
På samme tidspunkt var Gert selv ovre for at sige hej til naboens hund, som skulle have en godbid.

– Men den tabte jeg på gårdspladsen, da jeg hørte det store brag, fortæller Gert, som løb, alt hvad han kunne, hjem til sit hus.

Der var et stort hul i muren, hvor bilen havde ramt. I bilen sad den 18-årige mand, som Gert hurtigt genkendte som en bekendt fra lokalområdet. Da Gert sagde den 18-åriges navn, svarede han. Og han var ikke mere medtaget, end at han forsøgte at kravle ud af bilen –.som der stod røg ud af.

– Og jeg tænkte, at den skulle han bare hurtigt ud af. Så jeg fik hevet ham ud. Hans tøj var smurt ind i blod, og han havde en flænge i hovedet, fortæller Gert.

En skideflink fyr
Han undrer sig over, at det lige netop var den 18-årige, der hamrede væggen i hans dagligstue ind.

– Jeg kender ham kun som en stille, rolig og skideflink fyr. Derfor blev jeg chokeret over, at det var ham, der kørte på den måde, siger Gert, som stadig har oplevelsen siddende i sig.

– Jeg har ringet til hospitalet, og de fortalte, at han heldigvis er o.k. Det er det vigtigste for mig. Han har begået en fejl, men det har vi alle sammen gjort på et eller andet tidspunkt, siger Gert.

Nordsjællands Politi oplyser, at den unge mand nu er udskrevet fra hospitalet efter at have været til observation for hjernerystelse. Han er sigtet for overtrædelse af færdselsloven, og han kan forvente sig en pæn bøde.

Annonce

Annonce

Annonce

  • Seneste i Nyheder

Img