Indlæser...

'Bomben' var en gave

Østjyllands Politi har ophævet afspærringen omkring Kurt Westergaards hjem i Viby i Århus

16:00, 30. okt 2009 | Jakob Rohde-Brøndum

Annonce

  • Oversæt / Translate
Rullemarie er her på vej ind til Kurt Westergaards hus for at skyde den mistænkelige pakke i stykker. (Foto: Ole Frederiksen)
Rullemarie er her på vej ind til Kurt Westergaards hus for at skyde den mistænkelige pakke i stykker. (Foto: Ole Frederiksen)

Annonce

Annonce

Østjyllands Politi har kl. 15.53 ophævet afspærringen ved Kurt Westergaards hjem, efter bomberyddere fra Skive Kaserne har konstateret, at der ikke var tale om en bombe.

- Klokken 15.29 skød bomberydderne pakken, og klokken 15.48 blev vi orienteret om, at der ikke var tale om en bombe, men derimod et brev, som vi nu skal undersøge, siger politikommissær Mogens Brøndum til ekstrabladet.dk.

Pakken indeholdt et personligt brev adresseret til Kurt Westergaard. Brevet var af positiv karakter.

Pakken indeholdt tillige en gave og var forsynet med såvel modtager og afsender, oplyser Mogens Brøndum.

Med det øjeblikkelige sikkerhedsniveau skal Kurt Westergaards naboer nu vænne sig til at blive evakueret i tide og utide?

- Det håber jeg så sandelig ikke, men når der bliver fundet en mistænkelig pakke, kan det jo ikke udelukkes, siger Mogens Brøndum.

Klokken 13.15 blev der fundet en mistænkelig pakke på 40x20 cm. på trappen til Kurt Westergaards villa på Grøndalsvej i Viby.

Kurt Westergaard og hans kone Gitte blev omgående evakueret, mens politiet afspærrede området omkring den 74-årige tegners hjem.

Kurt Westergaards nærmeste naboer blev sammen med områdets øvrige beboere i bl.a. Grøfthøjparken også evakueret.

En af de evakuerede beboere fortæller til Ritzaus Bureau, at det var postbudet, der afleverede den mistænkelige pakke, men det vil politiet ikke bekræfte.

- Det må stå for Ritzaus egen regning, siger Mogens Brøndum.

Bombetruslen mod Kurt Westergaard kommer få dage efter, at FBI og PET meddelte, at Tahawwur Hussain Rana og David Coleman Headley var blevet anholdt for mordplaner mod Kurt Westergaard og Flemming Rose.

Flemming Rose var kulturredaktør, da Jyllands-Posten i 2005 valgte at bringe bl.a. Kurt Westergaards Muhammed-tegning.

Sidste år sad to tunesere på 26 og 36 år fængslet for at planlægge at dræbe Muhammed-tegner Kurt Westergaard. Ifølge fortrolige dokumenter fra PET skulle den 74-årige tegner kvæles.

Annonce