Indlæser...

Fundet bildel kan fælde vanvidsbilisten

Politiet har fundet en mindre bildel fra den bil, der mandag bragede ind i Dorde Meiner og var skyld i hendes død. Bildelen kan fælde vanvidsbilisten

11:45, 02. dec 2009 | Thea Pedersen

Dorde Meiner, mor til to, blev kørt ned og dræbt, da hun var ude at lufte familiens hund. 
(Foto: Claus Bonnerup)
Dorde Meiner, mor til to, blev kørt ned og dræbt, da hun var ude at lufte familiens hund. (Foto: Claus Bonnerup)

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Teknikere er stadig i gang med at undersøge den udbrændte bil, der i går blev fundet ved motorvejen E47 og nu er sat i forbindelse med trafikdrabet på den 48-årige Dorde Meiner fra Århus.

Men flere spor kan være med til at fælde den vanvidschauffør, som mandag aften brutalt majede Dorde Meiner, hustru og mor til to piger, ned da hun var ude at lufte familiens hund i nærheden af villakvarteret i Tilst.

Selvom chaufføren af den udbrændte bil havde gjort sig den umage at fjerne nummerpladerne på bilen, har politiet dog sikret flere spor både fra bilen og i nærheden af det sted, hvor den blev efterladt. Spor som kan være med til at fælde gerningsmanden.

Lille bildel kan være afgørende
- Vores teknikere er stadig i gang. Nummerpladerne var jo blevet afmonteret, men til gengæld havde den en kraftig bule i fronten, som meget vel kan være forårsaget af en ulykke, oplyser politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til ekstrabladet.dk.

Samtidig har politiet fundet en mindre bildel på gerningsstedet, hvor Dorde Meiner blev slynget 50 meter væk fra bilen, som kan vise sig at være afgørende for opklaringen.

- Jeg kan ikke komme ind på, hvad det er for en effekt vi har fundet. Det holder vi for os selv, men det er faktisk en mindre detalje, som dog kan være den sidste brik i det samlede puslespil, siger Mogens Brøndum.

Chikanekørsel
Politiet efterlyser i øjeblikket en 36-årig mand, der ejer bilen, men som efter sigende ikke ønsker at blive fundet. Flere adresser i Århus-området, hvor manden bor, har ikke givet noget resultat.

Vanvidschafføren blev set af flere bilister mandag aften, hvor han foretog adskillige hasarderede overhalinger og på en længere strækning kørte i den modsatte vejbane. Det var her, han kolliderede med Dorde Meiner, der gik i vejkanten.

- Vi vil da meget gerne tale med ham. Vi synes, han skylder en forklaring, så vi håber, han henvender sig selv, lyder det fra Mogens Brøndum.

Annonce