Tilbage til mobilsitet
Indlæser...
Nyheder 112

Skolehenrettelse tæt på opklaring

Politiet i New Jersey har arresteret tre personer i sagen om nedskydningen af tre unge studerende

07:45, 13. aug 2007 | Mikkel Selin

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Politiet er nu tæt på at kunne anholde den formodede hovedmand bag forrige uges likvidering af tre studerende i en skolegård i Newark i den amerikanske delstat New Jersey.

24-årige Rodolfo Godinez betegnes som en 'central aktør' i forbindelse med den meningsløse nedskydning af 'tre gode børn' fra den socialt belastede by.

Et fjerde offer, 19-årige Natasha Aeriel, overlevede mirakuløst drabsforsøget med et skudsår i hovedet. Hun har fra sin hospitalsseng bistået politiet med opklaringsarbejdet.

Tvunget ned på knæ
De fire unge afroamerikanere, der fremhæves som vellidte og dygtige studerende, var alle netop blevet optaget på universitet, da de stod og snakkede sammen foran et lokalt gymnasium.

En gruppe latinoer kom forbi og truede dem med et skydevåben. De fire studerende blev tvunget ned på knæ og skudt bagfra på tæt hold.

Tre mistænkte er foreløbigt blevet arresteret i sagen, som udløste stor vrede og fortvivlelse i Newark, der længe har været hårdt plaget af kriminalitet.

Begravet i weekenden
De tre dødsofre, 20-årige Dashon Harvey, 18-årige Terrance Aeriel og 20-årige Iofemi Hightower, blev begravet i weekenden.

Borgmester Cory A. Booker modtog klapsalver, da han talte under begravelsen og bad og hjælp til at bekæmpe byens voldskriminalitet.

- Vi er nødt til at kunne opdrage vores børn, sagde han under Harveys bisættelse.

Illegal indvandrer
To 15-årige drenge og 28-årige Jose Carranza er blevet anholdt i forbindelse med drabet. De nægter sig alle skyldige.

Carranza bar ved anholdelsen forfalskede identifikationspapirer og er ifølge amerikanske medier illegal indvandrer fra Peru. Den fjerde mistænkte, Rodolfo Godinez, er nicaraguansk statsborger.

Politiet siger, at fysiske beviser som fingeraftryk, ballistisk materiale samt vidneforklaring fra den overlevende i overvældende grad peger på, at de har fået fingrene i de skyldige.

En ond forbrydelse
- Vi har hverken fundet motiv eller provokation, siger anklageren Paula T. Dow og kalder forbrydelsen for 'ond'.

- Det var et modbydeligt, ondskabsfuldt overfald, og det er bekymrende, siger Dow og tilføjer:

- Hvad de angreb, var ikke alene disse fremragende børn og deres familier, men også hvad Newark står for.

Annonce