Indlæser...

Hentede bombeopskrifter på nettet

Gemte sprængstof på badeværelset: - Jeg ville bare blive klogere, sagde terrortiltalt

07:42, 12. sep 2007 | Mette Fleckner

Annonce

  • Oversæt / Translate
Politiet tager ingen chancer, men bevogter Østre Landsret iført skudsikre veste i forbindelse med den såkaldte terrorsag fra Vollsmose. (Foto: Jens Panduro)
Politiet tager ingen chancer, men bevogter Østre Landsret iført skudsikre veste i forbindelse med den såkaldte terrorsag fra Vollsmose. (Foto: Jens Panduro)

Annonce

Annonce
Da politiet stormede lejligheden i Odense-bydelen Vollsmose, fandt de på badeværelset mellem wc-rens og shampoo en flaske højeksplosivt sprængstof kaldet TATP.

Og i går under retssagen mod fire terror-tiltalte kom det frem, at lejlighedens indehaver downloadede bombe-manualer allerede to måneder, før politiet rykkede ind i lejligheden.

Anklageren mener altså, at manden og hans medsammensvorne over længere tid var i gang med at forberede noget, der kunne føre til et terrorangreb et ukendt sted i Danmark eller udlandet.

Nøje oversættelse
Undersøgelser af den 34-åriges computer viste, at der er blevet downloadet to bombe-manualer.

Samme dag blev computeren brugt til at oversætte navne på diverse kemikalier, som var blevet nævnt i bombemanualerne.

Navnene blev oversat via Google Translate fra engelsk til arabisk og i nogle tilfælde omvendt.

– Jeg ville bare blive klogere, svarede den 34-årige roligt i Østre Landsret, da han gentagne gange blev bedt om en forklaring på, hvad han skulle bruge oversættelserne til.

Men han kunne intet huske om at have downloadet bombeopskrifter.

Ville fejre sin søn
Manden, der er invalidepensionist og har tre børn, har sagt, at han godt vidste, at der ’stod noget sprængstof på badeværelset’.

Han er endnu ikke i retten blevet afhørt i dybden om det, men lod i går nævningetinget vide, at han og en kammerat havde lavet forsøg med kemikalier for at fremstille krudt. Krudt, der eventuelt kunne bruges til at fejre fødslen af en søn.

Mystik om ’majsmel’
En række telefonaflytninger mellem den 34-årige og en medtiltalt blev afspillet i retten.

Her drøftede de to mænd noget så uskyldigt som majsmel.

Anklageren mener, det var kodesprog for en bestemt gødning, der kan bruges til bombefremstilling.

Især, fordi den 34-årige samtidig er blevet observeret på en tankstation med gødning i sin bils bagagerum.

Selv sagde den anklagede, at han og kammeraten talte om majsmel, fordi majsmel kan bruges til pizza eller kager.

Afhøringen af den 34-årige fortsætter i dag.

Annonce