Indlæser...
Nyheder 112

Millionrøverne dummede sig

'Røverhulen' i Sengeløse var et fund for politiet. Banden bag gigantkuppet mod Dansk Værdihåndtering dummede sig og efterlod masser af spor

19:12, 11. mar 2010 | Jan Søgaard


Vis stort kortHer er 'røverhulen'. På denne gård på Ågesholmsvej i Sengeløse lejede røverne et lokale, hvor politiet fandt våben og udstyr fra kuppet.

Annonce

  • Oversæt / Translate
Under ransagningen på gården i Sengeløse fandt politiet røvernes udstyr og der var både fingeraftryk og DNA.
(Foto: Kenneth Meyer)
Under ransagningen på gården i Sengeløse fandt politiet røvernes udstyr og der var både fingeraftryk og DNA. (Foto: Kenneth Meyer)

Annonce

Annonce

I et bål på gårdspladsen lå rester af tøj og smeltede mobiltelefoner.

Men ellers fik røverne, der plyndrede Dansk Værdihåndtering for 62 mio. kr., ikke ryddet ordentligt op efter sig i 'røverhulen', et nedlagt landbrug på Ågesholsmvej i sengeløse, hvor banden lejede sig ind.

Millionrøverne dummede sig trods den omhyggelige planlægning af kuppet og efterlod masser af spor på gården, der mest huser små virksomheder som bilværksteder.

'Røverhulen', som statsadvokat Kim Christiansen kalder den gule fire-længede gård, var et fund for politiet. Her lå en stor del af røvernes udstyr, både våben, tøj, maskering og skudsikre veste.

Politiet fandt tre AK 47 rifler med fire skarpladte magasiner, et oversavet jagtgevær, en Glock 9 mm. pistol, tre skudsikre veste, en kikkert, kedeldragter, røvermasker og dothandsker.

Tæt på gården ligger den grusgrav, hvor røvernes tre stjålne Audiér, der blev brugt under kuppet, stod skjult i to 40 fods containere. I containerne lå også pengeposer og papkasser fra Dansk Værdihåndtering.

Fingeraftryk og DNA-spor
Fingeraftryk og DNA-spor fra effekterne har bundet tre af de 14 formodede storrøvere, der er tiltalt ved retten i Glostrup, til 'røverhulen' i Sengeløse.

Den 40-årige TM, som politiet anser som en af arkitekterne bag gigantkuppet, satte sit fingeraftryk på den ene af tre AK 47 rifler, der lå i et skab på gården. Hans fingeraftryk sad også på en våbenspray.

TM nægter røveriet, men har forklaret, at han tilfældigt besøgte gården i Sengeløse, hvor han rørte ved en AK 47 riffel. På gården fandt han også tilfældigt fire mio. kr, som han tog med og gravede ned hos sin veninde i Odense.

På en kop på gården fandt kriminalteknikerne DNA fra den tiltalte marokkaner LM, 30 år. Han blev anholdt i Bruxelles under falsk identitet og med falske pas.

LM hævder, at han levede af narkohandel i Danmark og boede på gården i Sengeløse. Han kender heller intet til røveriet.

På en skudsikker vest fandt politiet DNA fra den 32-årige dansker SBA, en eks-bokser, som tidligere er dømt for to røverier.

SBA har endnu ikke forklaret, hvordan hans DNA er havnet på den skudsikre vest. Han hævder dog, at han har et alibi for røveriet, som han - måske - senere vil fortælle om i retten.

Mystisk kuffertkøb
På gården i Sengeløse fandt politiet også et regnskab - måske over fordeling af pengene - og en tegning, der formentlig viser konstruktionen af en sømmåtte, der blev spændt ud mellem et træ og en lygtebæl på en af flugtvejene.

Også en kvittering fundet på gården spiller en vigtig rolle. Den var fra Neye på Strøget i København fra den 16. august 2008 kl. 11.13. Videoovervågning fra butikken viser, at en af de hovedtiltalte, den 42-årige MK, købte en stor kuffert af letmetal hos Neye.

MK bestilte også et værelse på Hotel Scandic til den 37-årige svensker LH og dennes thailandske kæreste, der indlogerende sig på Scandic samme dag.

Men parret forlod hotellet igen i hast kl. 17.37. De lod tøj og toiletsager ligge på værelset, men rullede ud af hotellet med den nyindkøbte kuffert.

Var den proppet med millioner af kroner fra kuppet ?

To dage efter rejste LH og hans kæreste via Hamburg til Thailand og videre til Filippinerne. Her blev den 37-årige anholdt i sin lejlighed i Manila og han venter nu på at blive udleveret til Danmark for røveriet.

Han vil blive retsforfulgt i en særskilt sag, fordi LH ikke kan nå at komme med i 'bunkebrylluppet' med de 14 tiltalte ved Glostrup Ret.

Sagen fortsætter ved retten i Glostrup fredag. Den varer 56 dage og dommen falder først til september.

Annonce