Indlæser...

Politimand anholdt for brandstiftelser

Beboerne i Balle i Silkeborg har længe været opskræmt af en stribe ildspåsættelser. Nu er en politimand anholdt for at stå bag

22:54, 16. mar 2010 (Opdateret tid: 10:56, 17. mar 2010) | Ritzau /112, Mette Fleckner

Her er en af de brande, som politimanden nu er sigtet for. (Foto: 112-Silkeborg) brandenenHer
Her er en af de brande, som politimanden nu er sigtet for. (Foto: 112-Silkeborg) brandenenHer

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

I dag skal en politimand selv sidde ansigt til ansigt med en dommer, efter at han i går blev anholdt for at være brandstifter.

I cirka to måneder har bydelen Balle i Silkeborg været ramt af ti påsatte brande mod private hjem og garager, men hvis politiet har fat i den rette - en af deres kolleger - kan beboerne nu ånde lettet op.

Den mistænkte er politimand i Silkeborg Politi, oplyser Statsadvokaten for Midt-, Vest- og Sydøstjyllands Politi, Peter Brøndt Jørgensen.

- Han er sigtet for flere af de ildspåsættelser, der har været i Silkeborg gennem den seneste tid, herunder på hans egen ejendom, siger statsadvokaten til Ritzau.

Brand efter borgermøde
Så sent som mandag aften var de bekymrede borgere i Balle indkaldt til borgermøde i Balle Kirkeby Forsamlingshus for at diskutere ildspåsættelserne og få gode råd af politiet.

Det afskrækkede dog ikke brandstifteren. Umiddelbart efter borgermødet satte vedkommende ild til en affaldstønde, der var stillet op ad en carport af træ, skriver Midtjyllands Avis.

På borgermødet erkendte lederen af politistationen i Silkeborg, vicepolitiinspektør Kjell Svenningsen, at brandstifteren gav politiet grå hår i hovedet.

- I mine 30 år i politiet har jeg ikke oplevet noget lignende. Gerningsmanden har en meget atypisk adfærd, og det er usædvanligt, at vi ikke har fået nogen henvendelser fra borgere, som har set noget mistænkeligt inden brandene, sagde han ifølge Midtjyllands Avis.

- Derfor tror jeg, at vedkommende er kendt og har sin gang i området, fortsatte han.

Grotesk
Formand for beboerforenigen Oluf Eriksen kalder i Ekstra Bladet i dag sagen og anholdelsen nærmest grotesk.

- Det er jo dybt tragisk for politimanden, hans familie og hans kolleger, hvis det viser sig, at han er skyldig, siger han.

Ikke mindst politimandens kolleger er chokerede over anholdelsen.

- Sagen berører mange af hans kolleger, siger formanden for Midt- og Vestjyllands Politiforening, Jørgen Kristian Fisker til TV2

Politimanden nægter sig skyldig i sigtelserne.

Annonce