Indlæser...

Fondsfyrsten løsladt

Den 55-årige fondsfyrste er blevet løsladt efter varetægtsfængsling for vold, trusler, frihedsberøvelse mod escortkvinde, som han lejede for 10.000-15.000 kroner

10:00, 18. mar 2010 (Opdateret tid: 10:41, 18. mar 2010) | Sune Fischer, Thea Pedersen

Annonce

  • Oversæt / Translate
Nordsjællands Politi har løsladt fondsfyrsten, der er mistænkt for frihedsberøvelse af en escortpige
Foto: ekstrabladet.dk
Nordsjællands Politi har løsladt fondsfyrsten, der er mistænkt for frihedsberøvelse af en escortpige Foto: ekstrabladet.dk

Diskret forretningsmand

* Trods sin fremtrædende stilling har den sigtede ikke gjort sig i sladderbladenes spalter.

* Til gengæld citeres han ofte i avisernes finanstillæg, hvor hans ord tillægges stor vægt.

* Efter afsluttet eksamen på et dansk universitet, fortsatte han den videregående på en fin fransk læreanstalt.

* Han har tidligere forklaret, at hans interesser ud over fondsarbejdet også er passioneret jæger.

* Desuden betyder familien meget for ham.

* Blandt jagtkammeraterne tælles både tidligere ministre og prins Henrik samt toppen af en række af dansk erhvervslivs topfolk.

Annonce

Annonce

Nordsjællands Politi har valgt at løslade den meget omtalte forretningsmand, der i forrige weekend blev anholdt og fængslet for vold og frihedsberøvelse af en 30-årig escortkvinde i hans hjem i Charlottenlund.

Politiet har i løbet af ugen genafhørt den 30-årige kvinde som, efter at være blevet hyret til 'socialt samvær' med den 55-årige erhversmand en halv dags tid, blev udsat for halsgreb, vold og blev tilbageholdt mod sin vilje i mandens hjem. Det lykkedes dog kvinden at slippe løs fra villaen ved at knuse en rude kl. 06.30 søndag morgen, da manden var ude at lufte sin hund.

- Han blev løsladt i går kort før klokken 17, da vi til dels har afsluttet efterforskningen, og vi vurderer, at han ikke længere kan påvirke sagen. Så der er hverken grund til eller hjemmel for at holde ham varetægtsfængslet, lyder det fra vicepolitiinspektør Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi til ekstrabladet.dk.

Leder stadig efter børneporno
Manden er trods sin løsladelse dog fortsat sigtet for vold, trusler og frihedsberøvelse. Kvinden har desuden meldt ham, og han er derfor også sigtet for, besiddelse af børneporno på hans computer, som han efter sigende skulle have vist hende.

- Indtil videre har vi ikke fundet noget strafbart i den henseende på hans computer. Men vi mangler fortsat en enkelt lagringsenhed, som vi har tekniske problemer med, for at få det endelige resultat, siger Henning Svendsen.

10-15.000 kr. for en halv dags escort
Fondsfyrsten, der ellers normalt færdes blandt kongelige, politikere og på tunge bestyrelsesposter i erhvervslivet, er også løbende siden fængslingen blevet afhørt flere gange i sagen.

ekstrabladet.dk erfarer fra anden side, at erhversmanden angiveligt via telefon bestilte kvinden en halv dags tid for den nette sum af ca. 10.000-15.000 kroner, mens hans kone besøgte et af parrets børn, der studerer i USA. Konen måtte grundet mandens udskejelser vende hjem til Danmark før tid.

Annonce