Marian Clita i brev: 'Jeg fortryder'

Del på
Messenger!

Send artikel

Den dag, 42-årige SAS-stewardesse Vera Vildmyren blev overfaldet og myrdet i et sandt voldsorgie på værelse 2025 på Radisson Blu-hotellet i København, er en dag, hvor man i Rumænien hylder kvinderne, livet og forårets komme.

’Martisor’, kalder rumænerne dagen – 1. marts. Man giver kvinderne vintergækker og hylder omsorg, renhed og kærlighed.

Rumæneren Marian Clita gav Vera Vildmyren tæsk 1. marts. Stak hende med en kniv i halsen. Slog hende med en knippel. Tog livet af den norske mor til to.

Spøjst og tragisk
Det er rumæneren, som siden marts har siddet fængslet for drabet, der selv gør opmærksom på sammenfaldet; liv/død.

Spøjst, kalder hoteltyven det. Og tragisk.

Det gør han i et 16 sider langt brev til Ekstra Bladet, som han har skrevet fra sin celle i Vestre Fængsel.

Her har han siddet, siden han et par dage efter drabet meldte sig til politiet i Sverige og indrømmede, at han havde taget livet af den norske kvinde.

Den hårdeste dommer
I brevet tager Marian Clita afstand fra sine egne ’forfærdelige’ handlinger, og for første gang siden drabet sætter den 58-årige morder ord på sin anger:

’Jeg fortryder. Jeg fortryder, og jeg vil bære mit kors, så længe det er muligt’, lyder ordene fra Clita.

’I mine tanker vil jeg acceptere den straf, som samfundet har til mig. Men jeg er min egen hårdeste dommer. Og først når jeg tilgiver mig selv, vil jeg have afsluttet min straf. Dette vil aldrig ske. Aldrig.’

’Du tager fejl, hvis du tror, at jeg kan glemme det og tilgive mig selv, at hun døde’, skriver han.

Hænder fulde af blod
Marian Clita er lige nu ved at blive mentalundersøgt, så man kan finde ud af, om han egner sig til straf eller behandling. At han ikke er som alle andre, kan man læse flere steder i brevet – blandt andet når han beskriver sit arbejde i fængslet:

’Jeg laver kvaste til huer til børn, mænd og kvinder. Det kan være, at du, hr. journalist, en dag køber en hue med kvast, lavet af mine hænder fulde af blod. Det er sådan, du fremstiller mig, ikke? Da politiet hentede mig i Sverige, troede de, at de skulle hente en naiv mand, der manglede elementær viden. Kyllingen fra Crevedia (Clitas hjemby i Rumænien, red.). Ha ha ha.’

Omtaler offeret som 'fruen'
På den mest bestialske facon tog han livet af hende: Han slog hende i ansigtet med en teleskop-knippel og skar halsen over på hende med en hobbykniv. Alligevel omtaler han respektfuldt Vera Vildmyren som ’fruen’, når han beskriver hende. ’Doamna’, hedder det på rumænsk.

’Jeg kan ikke tale om den aften, hvor Vera blev myrdet. Fruen blev slået, jeg blev slået. Det var en slåskamp. Jeg blev slået slemt. Dette er ikke en undskyldning. Men sådan var det, o.k.?’, skriver Marian Clita.

I brevet til Ekstra Bladet hævder han, at døren til hotelværelset var åben, da han kom op på 20. etage: ’Jeg hørte, at tv’et kørte, gennem døren kunne jeg se, at der var en åben kuffert, og jeg kunne se, at der var noget på badeværelset. Jeg gik ind, mens jeg råbe ’hallo, hallo’.’

Herefter gik det stærkt
’Noget kom imod mig fra venstre side. Noget ramte mig. Og så var der et skrig. Fruen skreg, mens hun blev ved med at slå mig. Jeg fik slag i skridtet, men beskyttede mig selv. Alt dette skete på sekunder. Det hjalp ikke at sige, at hun skulle slappe af. Jeg ville ikke skade hende på nogen måde. Jeg ville jo bare fortælle hende, at døren var åben’, hævder han i brevet.

’Jeg kom ikke med voldelige intentioner. Jeg hader vold. Det er ikke humant. Jeg ville løse det på en fornuftig måde. Men af gammel vane trak jeg min kniv frem for at gøre hende bange. Men hun skreg bare endnu højere. Hun kradsede mit ansigt og mit øre. Og så kom hun mod mig og blev ramt af kniven i halsen. Kniven brækkede. Og blodet kom ud overalt. Det kom fra hovedet, fra kroppen’, skriver Clita hvis håndskrift er blevet mere krampagtig, jo tættere han er kommet på drabet.

’Men hun blev ved med at skrige. Jeg slog hende med knyttet næve i ansigtet. Hun faldt nær vinduet, men hun rejste sig igen. Jeg slog hende med objektet (en teleskop-knippel, red.). Det var åbenbart sådan, fruen ville løse problemet med den ubudne, der sortklædt kom ind på hendes værelse.’

Da Vera Vildmyrens dødsrallen var overstået, dækkede Marian Clita hendes lig til med et lagen.