Indlæser...

To Netto-voldsmænd jages

Københavns Politi leder stadig efter to af de tre mænd, der overfaldt ansatte i Netto i Blågårdsgade på Nørrebro

10:47, 18. jun 2010 (Opdateret tid: 10:48, 18. jun 2010) | Piet Baunø

Annonce

  • Oversæt / Translate
Gerningsmanden i den hvide trøje er fortsat på fri fod. Se stort billede | Del
Denne mand jages også efter Netto-overfaldet. Se stort billede | Del

Signalement af de to gerningsmænd samt to vidner fra personkredsen omkring gerningsmændene:

Gerningsmand, A: Mand, udlænding, 25-35 år, 170-180 cm høj, trænet af bygning. Iført mellemblå, langærmet trøje med v-hals og mørke bukser.

Vidne, B: Mand, udlænding, 25-35 år, ca. 180 cm høj, alm. til kraftig af bygning, skaldet. Iført sorte solbriller med lyse stænger, mørk jakke, rød- og gråstribet trjøje med v-hals og sorte sko med hvide aftegninger.

Vidne, C: Mand, udlænding, 25-35 år, ca. 180 cm høj, fedladen, kort hår. Iført orange Barcelona-trøje, blå bukser og sandaler.

Gerningsmand, D: Mand, udlænding, sandsynligvis mulat, 25-35 år, 180-190 cm høj, spinkel af bygning. Iført hvid, langærmet trøje og blå bukser.

Annonce

Annonce

To af de tre mænd der onsdag overfaldt to sagesløse ansatte i Netto i Blågårdsgade på Nørrebro i København er fredag morgen fortsat på fri fod.

En af de tre gerningsmænd blev anholdt torsdag eftermiddag på sin arbejdsplads. Han havde tabt sin mobiltelefon på gerningsstedet, og via den blev han identificeret af politiet.

Defekt kasseapparat udløste voldsorgie
Den rå og afstumpede vold startede som et skænderi mellem to kunder og en kassedame.

- Hun bad dem om at gå hen i en anden kø, da hendes kasse var brudt sammen, og hun var nødt til at lukke den. Det fik dem til at svine hende til og bruge et meget grimt sprog. Hun tilkaldte to mandlige kolleger, som kom i skænderi og efterfølgende klammeri med de to aggressive kunder, sagde den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi sent onsdag aften til ekstrabladet.dk.

Pludselig kom nogle af kundernes kammerater til, og så var det tre mod to. Blodet sprøjtede og varer blev væltet af hylderne, da voldsorgiet fandt sted foran skræmte handlende.

Rå og afstumpet vold
- Der er blevet uddelt rigtig mange knytnæveslag. De ansatte var i undertal, så det var ikke en fair kamp, og der er mere tale om overfald end om slagsmål, beskriver politiets centrale efterforskningsleder hændelsen.

Den ene af Netto-medarbejderne har angiveligt brækket kæben og er øm i det meste af kroppen efter at være blevet sparket og slået, mens den anden blev udskrevet efter endt behandling onsdag.

Butikken genåbnede torsdag op af dagen med personale fra andre Netto-forretninger og en vagt, der skal passe på personalet.

Tjekker forskellige adresser
Fredag morgen var politiet i gang med at følge op på diverse tips i jagten på de to resterende gerningsmænd.

- Vi skal aflægge forskellige adresser et besøg, men vi hører fortsat gerne fra offentligheden, hvis nogen har tip om de to overfaldsmænd, som endnu er på fri fod, sagen har høj prioritet, siger den centrale efterforskningsleder ved Station Bellahøj, Kim Lundager, til ekstrabladet.dk.

To mænd i personkredsen omkring voldsmændene var også til stede i Netto under overfaldet, og politiet har siden torsdag opfordret de to mænd til at henvende sig som vidner, da de ikke var aktive under voldshandlingen i Netto.

Har du oplysninger i sagen kontakt da Københavns Politi på telefon 33 14 14 48 eller 114.

Annonce