Indlæser...

Kendis-par anklaget for udnyttelse af au pair

Et kendt par skal i morgen på anklagebænken ved Retten i Helsingør - tiltalt for grov udnyttelse af deres thailandske au pair-pige

00:17, 24. aug 2010 | Ritzau /112

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Retten i Helsingør tager onsdag fat på en sag om overtrædelse af udlændingeloven. På anklagebænken står et kendt dansk designer-ægtepar, som er tiltalt for grov udnyttelse af deres thailandske au pair-pige i parrets hjem i Nordsjælland. Det skriver Helsingør Dagblad.

Der er nedlagt navneforbud i sagen, som daterer sig tilbage til 2004, da pigen blev ansat som au pair hos ægteparret.

Arbejdede 14 timer om dagen
Ifølge anklageskriftet, som er udfærdiget i juni 2007, fik pigen lov til at arbejde 14 timer om dagen fra sin ansættelse midt i september 2004 til den 10. juni næste år. Hun blev også sat til at arbejde i sammenlagt 16 timer over to dage på parrets virksomhedslager, hvor hun skulle rydde op.

Da thailænderen kun havde opholdstilladelse som au pair-pige i Danmark, og derfor kun måtte lave lettere husligt arbejde i tre til fem timer dagligt, har parret ved dagligt at lade hende arbejde mere end halvdelen af døgnets timer sikret sig en økonomisk vinding, mener politiet.

Risikerer fængsel i to år
Den kvindelige halvdel af det tiltalte designerægtepar har tidligere udtalt sig til et medie om sin evne til at kombinere forretningslivet med familielivet.

Hvis parret bliver kendt skyldig i at have overtrådt de to lovparagraffer i udlændingeloven risikerer de bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel i op til to år. Det kan ske, hvis retten finder, at parret har handlet forsætligt.

Det rene svineri
Chefen for Skandinaviens største au pair-bureau, Scandinavian Au Pair Center Danmark, Jon Hjalmarsson, betegner den konkrete sag som det rene svineri.

- Hvis anklageskriftet stemmer overens med virkeligheden, så skal det par aldrig nogensinde have lov til at have au pair-piger i fremtiden. Man kan spørge sig selv, hvordan den slags mennesker egentlig behandler deres egne børn eller om, hvordan de ønsker og håber at deres egne børn ville blive behandlet af de familier, de eventuelt blev au pair-piger hos, siger Jon Hjalmarsson til Helsingør Dagblad.

Ikke eneste tilfælde
Han betegner imidlertid ikke sagen som enestående.

- Vi ser det gang på gang - au pair-piger bliver udnyttet som billig arbejdskraft, så snart de træder inden for hos familierne, Men det er ikke blot ulovligt, det er stik imod hele princippet og ånden i au pair-ordningen, siger Hjalmarsson.

Annonce