Indlæser...

Betjent sprang for livet under fangeflugt

Politiet leder efter en 24-årig fange, der er stukket af fra retten i Glostrup. Han er en af de syv, som politiet har krævet varetægtsfængslet efter angrebet på politiet ved Skovlunde Bycenter i går

14:59, 03. sep 2010 (Opdateret tid: 17:23, 03. sep 2010) | Jan Søgaard

Syv kræves fængslet efter tumulterne i Skovlunde i går. En af dem er netop flygtet fra retten i Glostrup.
(foto. Kenneth Meyer)
Syv kræves fængslet efter tumulterne i Skovlunde i går. En af dem er netop flygtet fra retten i Glostrup. (foto. Kenneth Meyer) Se stort billede | Del

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

En 24-årig fange er flygtet fra retten i Glostrup i forbindelse med grundlovsforhørene over syv unge, der i går deltog i angrebet på en civil politipatrulje i Skovlunde.

En kvindelig betjent måtte springe for livet, da en rød Mitsubishi Colt kørte fra retten, og formentlig samlede flugtfangen op.

Den 24-årige, der er af anden etnisk herkomst fra Kokkedal, var netop blevet varetægtsfængslet i 13 dage, og betjente var på vej med ham ud af retsbygningen, da en mand spærrede vejen, og den 24-årige flygtede.

- Han løber hen til et pigtrådshegn ved banelegemet, og den ene betjent får faktisk fat i ham. Men han kaster sig ind over pigtrådshegnet og slipper væk, siger vagtchef Kim Svenningen, Københavns Vestegns politi.

Samtidig speeder den røde Colt op fra retten. En betjent forsøger at stoppe bilen, men må springe til side, da den kører direkte imod hende. Samtidigt råber føreren noget på udenlandsk til flugtfangen.

Politiet formoder, at Colten - der har nummeret PX 54 007 og ikke er meldt stjålet - kan have samlet flugtfangen op på den anden side af jernbaneområdet.

Fik vristet pistol fra anholdt
Retten i Glostrup holder hele fredag eftermiddag grundlovsforhør over de syv mænd, der sigtes for vold mod politiet, forsøg på befrielse af anholdte og deltagelse i organiseret opløb.

Tidligere i dag blev en af de sigtede varetægtsfængslet for fire uger for vold mod politiet og besiddelse af en skarpladt pistol, som han tabte på en p-plads, da politiet overmandede ham.

To civile betjente kom ved 18-tiden i går i alvorlig knibe, da de ville anholde to formodede narkopushere ved Skovlunde Bycenter. Den ene flygtede, og trak en pistol, da han blev løbet op af betjentene.

- Han trækker pistolen, men betjentene får fat i armen på ham i det samme, og får vristet pistolen fra ham. Den bliver fundet på p-pladsen, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson til ekstrabladet.dk.

Politiet trak pistoler
Det viser sig nu i modsætning til, hvad politiet oplyste i går, at betjentene også trak deres pistoler, da de blev omringet af en flok unge, der kastede med sten og kæppe.

Betjentene forsvarer sig først med knipler og peberspray:

- Men de løber tør for peberstray og så trækker de pistolerne, fordi de frygter, at de stadig vil blive angrebet, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson, der er ærgerlig over, at det er lykkedes én af de syv anholdte at flygte.

- Det er en meget farlig situation, som betjentene er i, siger han.

Da politiet får sikret pistolen på p-pladsen viser det sig, at der er seks skarpe skud i magasinet, oplyser Carsten Jansson til ekstrabladet.dk

I morges besluttede politiet at kræve syv af de anholdte varetægtsfængslet.

Annonce