En cirkel tegnet rundt om Morgenavisen Jyllands-Postens adresse i Viby, Århus,
på et kort over området var blandt de effekter, som politiet fandt hos den
cirka 40-årige mand, der lørdag blev fængslet i bombesagen fra København.
Myndighederne frygter, at avisredaktionen var det helt konkrete mål for
mandens bombe. Det erfarer Ekstra Bladet fra flere centrale kilder tæt på
efterforskningen.
Maskinpistoler
Politi-kilder tæt på sagen afslører, at politi og efterretningstjenester
allerede fredag nat var klar over, at der var en helt klar adresse på
bombemandens intentioner. Omkring klokken 03.00 blev der slået alarm.
Her blev overvågningen af den jyske avisredaktion skærpet så voldsomt, at de
betjente, der blev sat på opgaven, fik krav om at bære skudsikre veste,
ligesom der skulle være maskinpistol i patruljevognen. Dette billede har
ikke ændret sig siden.
Skudsikre veste
Lige siden har situationen i den sydlige del af Århus været tilspidset.
Politiet patruljerer tæt i området omkring avisen, betjentene bærer
skudsikre veste og tøver ikke med at kontakte personer i området for at få
bekræftet deres identitet. Det samme billede gør sig ikke gældende på
avisens redaktion i København.
Chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen bekræfter over for Ekstra Bladet, at
Østjyllands Politi gik i ekstraordinært alarmberedskab fredag nat.
Læs Bent Preben Nielsens udtalelser og resten af artiklen i Ekstra Bladet Søndag.
