Tre pistolmænd truede sig torsdag ved 23-tiden til pengekassen på Bodega
Tequila tæt på Brøndbyøster Station, hvorefter de flygtede til fods.
- Det er tre maskerede gerningsmænd alle med pistoler, der kommer ind, og de får udleveret indholdet af kassen, siger vagtchefen hos Københavns Vestegns Politi til Ritzau.
Angiveligt skulle de tre røvere være sluppet afsted med 2000 kroner, oplyser ekstrabladet.dk's mand på stedet.
Politiet har nu fået standset al togdrift til og fra Brøndbyøster Station, da de leder med hundepatruljer langs sporene.
De tre røvere beskrives som værende mellem 18 og 25 år.
De taler alle dansk uden accent.
De er iført sort tøj og har tildækkede ansigter
Ingen kom til skade under røveriet, og ingen skud blev affyret.
Der befandt sig to gæster og en bartender på bodegaen, da røveriet foregik.
