Indlæser...

P-vagt smadret af køllemænd ved Christiania

To andre fik også slag - Københavns Kommune trækker p-vagterne helt væk

22:11, 06. jan 2012 (Opdateret tid: 08:52, 07. jan 2012) | Jesper Hjorth

Den gennembankede P-vagt ankommer her til Rigshospitalets Traumecenter. (Foto: Mogens Flindt)
Den gennembankede P-vagt ankommer her til Rigshospitalets Traumecenter. (Foto: Mogens Flindt) Se stort billede | Del

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Københavns kommune besluttede fredag aften foreløbigt at trække sine p-vagter helt ud af området omkring Christiania efter et ualmindelig råt overfald på tre medarbejdere, som passede deres arbejde på Refshalevej ved Fristaden.

Her havde vagterne et stykke tid noteret ulovligt parkerede biler og skulle til at køre hjem omkring kl. 20.45, da otte-ti køllebevæbnede mænd pludselig kom styrtende ud fra en sideindgang til Fristaden tæt ved Den Grå Hal.

De aggressive fyre angreb p-vagterne og gennembankede dem med slagvåben.

Sent fredag aften vidnede blodspor på fortovet overfor Den Grå Hal stadig om det brutale angreb.

Et ordentlig lag tæsk
- Den ene af p-vagterne har fået et ordentlig lag tæsk. De to andre fik også slag, siger Københavns Politis centrale efterforskningsleder Dannie Rise til ekstrabladet.dk.

Efter hvad ekstrabladet.dk erfarer, måtte de to mindst tilskadekomne p-vagter slæbe deres maltrakterede kollega fra overfaldsstedet og hen til Prinsessegade. Her blev en lægeambulance tilkaldt. Lægen besluttede, at vagten skulle bringes til Rigshospitalets Traumecenter.

Køller og stave
Trods de alvorlige bank slap den ilde tilredte p-vagt uden knoglebrud og indre blødning ifølge foreløbige meldinger natten til lørdag. De to andre var bragt til behandling på skadestuen ved Amager Hospital.

- De har oplyst, at overfaldsmændene var bevæbnet med køller og noget, der lignede politistave, siger Dannie Rise. Han kan ikke bekræfte, at bøllerne var hætteklædte.

Næppe christianitter
Politiet har ikke anholdt nogen i forbindelse med overfaldet og kender ikke deres eventuelle tilknytning til fristaden.

- De, der parkerer på Refshalevej, har som regel et ærinde på Christiania, siger Dannie Rise til Ritzau.

- Christianitterne selv plejer at parkere i Prinsessegade eller sidegaderne, så det er næppe dem, der har fået bøder af parkeringsvagterne.

I Københavns Kommune får det grove overfald konsekvenser.

– Vi har stort fokus på sikkerheden for vores medarbejdere. Derfor vil vi undersøge aftenens episode til bunds, inden vi igen sender parkeringsvagter til området, siger centerchef Anders Møller til Ritzau, mens teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) er chokeret over sagen.

ekstrabladet.dk følger sagen... ved du noget, så sms/mms 1224 eller mail til 1224@eb.dk

Annonce