Indlæser...

Fire sigtet: Stjal frimærker for 23 mio. kr.

Nye anholdelser i sagen om organiseret tyveri af frimærker fra Post Danmarks frimærketrykkeri i Ballerup. Der er stjålet for mindst 23 millioner kr, mener politiet

12:56, 26. jan 2012 (Opdateret tid: 13:07, 26. jan 2012) | Jan Søgaard

Frimærker for over 23 mio. kr. skulle destrueres her på Amagerforbrænding, men blev stjålet under transport fra frimærketrykkeriet.
(Foto: Thomas Borberg)
Frimærker for over 23 mio. kr. skulle destrueres her på Amagerforbrænding, men blev stjålet under transport fra frimærketrykkeriet. (Foto: Thomas Borberg) Se stort billede | Del

Annonce

  • Oversæt / Translate
Politiet har foretaget fire nye anholdelser i sagen om organiseret tyveri af nytrykte frimærker fra Post Danmarks frimærketrykkeri i Ballerup. (Foto: Ekstra Bladet) Se stort billede | Del

Annonce

Annonce

Fire chauffører sigtes for tyveri af nye frimærker fra Post Danmark for mindst 23 millioner kr.

Chaufførerne, der er 31, 43, 54 og 34 år gamle, fremstilles netop nu i grundlovsforhør ved retten i Glostrup, hvor politiet begærer dem varetægtsfængslet.

De nægter sig alle skyldige.

Læs også: Politiet advarer mod billige frimærker

Tyverierne er sket under transport fra Post Danmarks frimærketrykkeri i Ballerup til Amagerforbrændingen, hvor frimærkerne skulle destrueres.

Der er tale om nytrykte frimærker, der er fuldt salgbare - men som af ukendte årsager alligevel skulle makuleres hos Amagerforbrændingen.

En 36-årig mand blev forleden varetægtsfængslet ved retten i Glostrup, sigtet for tyveri af nytrykte frimærker til mindst 150.000 kr. fra frimærketrykkeriet i Ballerup, og nu har sagen udviklet sig eksplosivt.

Venter nye anholdelser
De fire chauffører blev alle anholdt i går, men politiet venter flere anholdelser, og derfor bliver grundlovsforhøret holdt bag lukkede døre.

Anklager Martin von Bülow oplyste i retten, at de sigtedes forsvarere vil få pålæg om at hemmeligholde de sigtedes forklaringer overfor deres egne klienter, når de fire er afhørt hver for sig i retten.

Tre af de fire chauffør blev ført ind i retten i deres uniformer fra de transportfirmaer, som de arbejder for.

Den 54-årige chauffør sigtes for at have stjålet frimærker for mindst to millioner kr. under transport fra frimærketrykkeriet i Ballerup til Amagerforbrændingen den 12. oktober sidste år.

Den 43-årige chauffør sigtes for tyveri af frimærker for ikke under 2,6 mio. kr. den 21. november sidste år, da han skulle køre frimærkerne til makulering på Amagerforbrænding.

Den 31-årige chauffør sigtes for tyveri af frimærker for ikke under 8 mio. kr. den 29. juli sidste år.

Endelig sigtes den 34-årige chauffør for tyveri af frimærker til ikke under 10,5 mio. kr. under transport til Amagerforbrænding den 1. juni sidste år.

Tyverierne er, ifølge sigtelserne, sket ved 8-tiden om morgenen.

Fort Knox
Post Danmarks frimærketrykkeri i Ballerup er et Fort Knox, der er lige så godt beskyttet som Nationalbankens seddeltrykkeri. Derfor er tyveri af frimærker fra selve trykkeriet umulig, men chaufførerne har tilsyneladende fundet en fidus til at hugge frimærker, der skulle destrueres.

Ved tre af de fire transporter, der er rejst sigtelse for, fremgår det af sigtelsen, at nogle af frimærkerne nåede frem til Amagerforbrændingen. Chaufførerne stjal altså ikke dem alle. Men i det fjerde tyveri til mindst 10,5 mio. kr. var det hele partiet, der forsvandt.

Frimærker til halv pris
Politiet formoder, at der er et stort antal stjålne frimærker i omløb, og advarer private og erhvervsdrivende mod at falde for fristelsen til at købe billige frimærker.

- Der mangler en hel del frimærker og der er medgerningsmænd på fri fod, sagde anklager Martin von Bülow i retten inden dørene blev lukket.

De stjålne frimærker sælges til halv pris, mener politiet. Derfor er alle, der køber billige frimærker i ond tro og risikerer en sigtelse for hæleri.

- Man skal være varsom, hvis man får tilbudt en større portion frimærker til en billig pris. Vi har en formodning om, at der kan være større partier stjålne frimærker i omløb, siger anklager Martin von Bülow, Københavns Vestegns politi.

To tidligere anholdt
Den 36-årige, der forleden blev fængslet for fire uger i sagen, sigtes for tyveri af frimærker af forskellig værdi i perioden mellem den 26. januar sidste år og den 10. januar i år.

Politiet har efterforsket sagen i nogen tid efter at to andre tidligere har været anholdt. En har siddet varetægtsfængslet i seks uger, sigtet for tyveri af frimærker for 150.000 kr. som han forsøgte at sælge til en privat person.

Også en anden frimærkekøber, der havde købt for et større beløb af den nu 36-årige, har været anholdt og sigtet for hæleri i sagen.

Annonce