Mens pizzabager Hekmat Khademi stadig går rundt og ømmer sig efter at
byrådsmedlem Benny Ragner fra Viborg satte tænderne i hans arm og bryst, så
forbereder Dansk Folkeparti sig til krisemøde i aften om den angrebslystne
politiker.
- Vi skal mødes i aften for at drøfte sagen, oplyser Niels Klavsen til ekstrabladet.dk. Niels Klavsen er næstformand i den lokale partiforenings bestyrelse.
Læs også:Se også: DF'er gik amok: Bed pizzamand i armen
I følge Niels Klavsen er der tale om et ekstraordinært bestyrelsesmøde, hvor Benny Ragners sigtelse for vold skal diskuteres.
- Det er da en rigtig træls sag for Benny. Jeg har ikke talt med ham og jeg ved derfor ikke, hvordan han tager det.
- Det er vel også en rigtig træls sag for partiet?
Ja, det er det bestemt. Det er altid træls, når sådan noget sker.
- Hvad vil I gøre, hvis Benny Ragner bliver dømt for vold?
- Det har jeg ingen kommentar til.
Næstformanden ønsker heller ikke at oplyse, om sagens hovedperson, Benny Ragner, selv møder.
Vågnede først i baglokalet
Det 57-årige byrådsmedlem gik amok tidligt fredag morgen på et pizzeria i
Viborg, da han angiveligt ikke kun få ekstra kontanter udleveret på sit
Dankort.
Ifølge pizzabager Hekmat Khademi var Benny Ragner stangstiv, da han satte tænderne i hans arm og brystkasse.
En 20-årig gæst, som blandede sig i løjerne, blev sparket ned og fik to knytnæveslag i ansigtet af Benny Ragner. Gæsten gik ud som et lys og vågnede først i baglokalet.
Ryger ud efter voldsdom
Efter tumulten tilkaldte byrådsmedlemmet to venner, som sparkede døren ind
til pizzeriaet, hvorefter de kaotiske tilstande fortsatte, indtil de lokale
sheriffer dukkede op og drog af med Benny Ragner.
Han blev smidt i brummen og først sendt hjem senere på dagen efter endt afhøring.
Såfremt Benny Ragner bliver kendt skyldig i vold, så er hans dage som byrådspolitiker talte. Praksis viser nemlig, at man ikke kan sidde som medlem af et byråd, hvis man er dømt for spirituskørsel eller vold.
Ekstrabladet.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Benny Ragner, men han har i flere dage ikke besvaret sine telefoner.
VED DU NOGET OM SAGEN?
Så tip os på sms 1224 (alm. takst) eller på 1224@eb.dk
