Det var en fuldstændig vanvittig ulykke, der kunne være endt grueligt galt, da
en Mercedes Benz blev gennemboret af 30 meter autoværn på Ilskovvej nord for
Ikast.
Men den 22-årige østeuropæiske fører slap mirakuløst fra ulykken.
- Bilen er delt i to, men han er sluppet med en brækket arm, fortæller vagtchef Knud Lauridsen hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet fik meldingen om ulykken kl. 05.35.
Den unge mand var alene i bilen, og efter de foreliggende oplysninger var der ingen vidner til ulykken, og den 22-årige mand er endnu ikke blevet afhørt ud over en kortvarig afhøring på ulykkesstedet. Det er derfor endnu uklart, hvordan ulykken kunne ske.
- Der er blevet udtaget en blodprøve for en sikkerheds skyld for at se, om han var spiritus-påvirket, og så kan vi heller ikke afvise, at hastigheden har spillet en rolle, siger vagtchefen.
Men selvom den 22-årige østeuropæiske mand slap med skrækken efter den voldsomme ulykke, vil han formentlig alligevel få en juridisk hovedpine.
- Der var ikke nummerplader på bilen, så det skal vi også have undersøgt, siger vagtchefen.
