- Skyd ham, skyd ham !
Mohammed Figuigui gav ordren til sin 30-årige makker MG, der straks åbnede ild med en ni millimeter pistol mod en mand, der sad i en varevogn, og som tidligere havde vidnet mod ’Maler-Mohammed’.
Drabsforsøget skete i en baggård på Vesterbro i København i august 2007, men først i marts 2009 blev ’Maleren’ dømt for drabsforsøget. Han fik otte års fængsel, mens MG, der skød, fik syv år.
Se også: Læs også: Bandechef bluffede sig ud af fængslet
De to mænd opsøgte vidnet og forlangte, at han skulle med på en ’køretur’. I stedet søgte han tilflugt i en varevogn og så gav ’Maleren’ ordre til at skyde. Skuddet gik gennem sideruden på bilen, men vidnet blev ikke ramt af selve skuddet, men blev såret af glassplinter og projektilrester.
Ved dommen slog Københavns Byret fast, at det var skærpende, at offeret tidligere havde vidnet mod ’Maleren’ i en sag om afpresning, hvor Mohammed Figuigui fik to et halvt års fængsel.
’Maleren’ anses for en topfigur i bandemiljøet i Ishøj omkring grupperingen ’Ghetto Outlaws’.
