Bevæbnet til tænderne mødte en 70-årig mand søndag aften op ved
politistationen i norske Risør.
Han følte ganske enkelt, at bemandingen var for ringe og ville tilbyde sin hjælp.
- Manden fremstod oprigtig bekymret, siger en vagthavende til Aust-Agder Blad.
Den ældre nordmands bil var lastet med knive, stave, håndjern og en Smith and Wesson pistol.
- Vi fik beslaglagt en del, siger politimanden.
Avisen Fædrelandsvennen skriver, at manden trods sin bevæbning optrådte stille og roligt.
Der blev fundet flere våben hjemme hos den 70-årige.
- Vi er i færd med at finde ud af, hvor de kommer fra. Manden får nu den hjælp han har brug for, siger operationsleder Børge Steinsland fra Agder politidisktrikt til VG Nett.
Manden skal have fortalt, at han havde en vis tilknytning til amerikansk politi.
- Alligevel kan vi jo ikke tillade den opførsel. Jeg håber heller ikke, at der er mange der deler hans opfattelse, siger den vagthavende betjent.
