En 29-årig kvindelig pædagog gik alt for langt i forsøget på at opdrage de
børn, der var anbragt på institutionen, hvor hun var ansat.
Det afslører en retsmødebegæring mod kvinden, der i morgen slæbes i retten i Randers sigtet for adskillige sexovergreb mod to børn på 15 og 16 år.
De var begge anbragt på en institution i Kjellerup, da overgrebene fandt sted. I en periode på flere måneder sidste efterår havde hun således ifølge retsmødebegæringen samleje med en 16- årig flere gange og to gange med en 15-årig.
Sexovergrebene fandt sted på institutionen, i et sommerhus i Løkken, der er tilknyttet institutionen, og sågar i kvindens eget hjem.
Anklagemyndigheden regner med, at den 29-årige tilstår uden forbehold, når retten sættes torsdag.
Her trues hun ikke alene med fængselsstraf. Den 29-årige skal også frakendes retten til at virke som pædagog og i hvert fald fratages retten til at arbejde med børn indtil videre. En kort karriere altså for kvinden, der først blev uddannet pædagog i 2009.
