To mænd har vist at de har gå-på-mod og iværksætter-genet i behold.
Men ikke på den måde politikerne efterlyser.
Faktisk på en måde som fik politiet til at stoppe deres - nystartede? - virksomhed.
Myndighederne fik afsløret en 'joint-fabrik' i en lejlighed på Amager.
Her fandt de varelageret på 621 gram hash og 40.000 stykker papir til at rulle joints af.
- De havde udstyr - klar til at fremstille massevis af joints. Derudover beslaglagde vi også en række mindre våben - blandt andet flere slagvåben, fortæller efterforskningslederen ved Københavns Politi til bt.dk.
Politiet efterforskede i virkeligheden en mindre narkosag.
- Og så var det her en god sidegevinst. Det er jo ikke så tit, vi falder over produktionsleddet, siger efterforskningslederen til sitet.
De to - der er kendt af politiet for anden kriminalitet - fremstilles senere i dag i Dommervagten.
