AURORA (ekstrabladet.dk): 71 mennesker blev ramt af skud ved masseskyderiet i
en biograf i Denver-forstaden Aurora i Colorado. Det oplyser byens
politichef på et pressemøde her til aften dansk tid.
Politichef Dan Oates fortæller, at 12 personer er dræbt og 59 såret efter massakren, der fandt sted under premieren på Batman-filmen, The Dark Knight Rises.
- 10 døde på stedet, mens to døde på hospitalet, fortæller politichefen på pressemødet og tilføjer, at mange af de sårede er i kritisk tilstand.
Colorados guvernør John Hickenlooper, Aurora-borgmester Steve Hogan samt en række andre myndighedspersoner er til stede ved pressemødet, der afholdes tæt på gerningsstedet.
Havde fire skydevåben
Politichef Dan Oates oplyser, at de første politifolk var fremme inden for et
minut efter det første alarmopkald. Den formodede gerningsmand, 24-årige
James Holmes, blev anholdt på stedet uden dramatik.
James Holmes, der er tidligere lægestuderende, bar sort tøj, skudsikker vest og havde tre skydevåben, da han blev anholdt. Han havde desuden efterladt et skydevåben inde i biografen, siger Oats.
Læs: Dansker i biografen: Trappen var fyldt af blod
Læs: Overlevede Batman-massakre: Se hans skudhuller
Politichefen oplyser desuden, at myndighederne er overbeviste om, at gerningsmanden handlede alene. Holmes var i forvejen kun kendt af politiet for én mindre forseelse. Han var tidligere blevet stoppet for at køre for stærkt i bil. FBI har tidligere afvist, at Holmes skulle stå i ledtog med terrororganisationer.
Samtidig bekræfter politichefen, at en lejlighed, som tilhører James Holmes, er mineret med sprængstoffer. Fem nærliggende bygninger er blevet evakueret.
- Vi har aldrig før set noget lignende, siger politichef Dan Oates.
