Fem israelske turister og en lokal buschauffør mistede onsdag livet i den
bulgariske by Burgas, efter en selvmordsbomber sprængte en bus i luften og
satte ild til to andre onsdag.
Nu er en potentiel sammensvoren identificeret som en amerikansk statsborger ved navn David Jepson, som blev fanget på en overvågningsvideo i Varna lufthavn. Det skriver det bulgarisk nyhedsbureau novnite.com.
Manden er blevet set tilbringe nogle få nætter på et hotel i centrum af byen Varna inden bombeangrebet. Politiet forventer, at den mistænkte stadig befinder sig i Bulgarien.
Bulgarisk politi arbejder stadig på endeligt at identificere selvmordsbomberen fra Burgas lufthavn.
LÆS OGSÅ: Se også: Ukendt gruppe: Vi stod bag bulgarsk bombe
Ukendt gruppe stod bag
Før havde en hidtil ukendt islamistisk gruppe hævdet at stå bag den
selvmordsbombe, som onsdag kostede seks mennesker livet i sortehavsbyen
Burgas.
- Med Allahs hjælp og efter nøje overvågning lykkedes det en af os at sprænge en jødisk bus i luften i Bulgarien, skriver gruppen, der kalder sig Jihads Base, i en erklæring på et libanesisk nyhedssite.
Israel og USA har beskyldt den libanesiske Hizbollah-milits for med iransk støtte at stå bag angrebet, som skete i Burgas' lufthavn, umiddelbart efter at en gruppe israelske turister var ankommet til Bulgarien og skulle fragtes til deres feriedestination.
