Politiet undersøger et mystisk dødsfald, hvor en kvinde døde efter et fald fra
en altan på tredje sal.
Det skete fredag aften omkring 19 på Moldevej i Vejle.
- Anmelder er en politier (politimand, red.), der tilfældigt kører forbi, fortæller vagtchef Lars Grønlund fra Sydøstjyllands Politi til ekstrabladet.dk.
Politiet fik anmeldelsen klokken 19.04, og 28 minutter senere blev kvinden erklæret død af ambulancelægen, der blev kaldt til stedet.
Det er endnu uvist, om kvinden selv er hoppet ud over altanen, eller om der ligger noget kriminelt bag.
- Der er nogle omstændigheder, som vi ikke umiddelbart kan klarlægge, siger vagtchefen og tilføjer, at han ikke kan sige mere, så længe der er en efterforskning i gang om hændelsesforløbet. Heriblandt om der var andre personer til stede i lejligheden, og om der var vidner neden for altanen, der så kvinden falde.
Kvinden skal nu obduceres, ligesom politiet foretager forhøringer på stedet.
