Det er et stort mysterium, hvad der er sket med den 16-årige Sigrid
Giskegjerde Schjetne, der forsvandt i Østensjø i Oslo i nat på vej hjem fra
en veninde. Politiet har nu fundet pigens sko og telefon foran en børnehave,
der ligger omkring 100 meter fra hendes hjem. Men ellers er der intet spor
af den norske pige.
Nu begynder politiet i Oslo at være bekymrede og er gået ud med en efterlysning af den 16-årige.
Sigrid Giskegjerde Schjetne gik hjem fra sin veninde lige før midnat, og hun burde have været hjemme blot en halv time senere. Men der er tilsyneladende ingen, der har set hende, siden hun forlod veninden.
- Vi har fundet hendes sko på vej hjem, så det er specielt. Vi har patruljer ude, som arbejder med at kontakte omgangskreds, samtidig med at vi afhører forældrene og tager imod savnet-meldinger, siger operationsleder Finn Belle til Dagbladet.no.
Politiet holder alle muligheder åbne og ønsker ikke på nuværende tidspunkt at konkludere på, om de mistænker, at der er sket noget kriminelt med pigen, der er omkring 170 cm høj og var iklædt en blågrøn hættetrøje, da hun forsvandt.
