En kvinde i midten af 30'erne blev onsdag morgen fundet død i en sandkasse ved
en boligblok på Skelvangsvej i Randers.
Det var en mandlig forbipasserende, som fandt kvinden ud for nr. 165 kl. 08.55.
Østjyllands Politi ved endnu ikke, om der ligger en forbrydelse bag, eller om kvinden er død som følge af sygdom.
Politiet har derfor afspærret området og indledt en efterforskning.
Der er opstillet et telt på stedet, og retsmedicinere på stedet skal forsøge at klarlægge dødsårsagen.
- Vi kan ikke på nuværende tidspunkt udelukke en forbrydelse, men vi håber i løbet af dagen, at retsmedicinerne kan kaste mere lys over sagen, siger politikommissær Mogens Brøndum til ekstrabladet.dk.
Politiet kender endnu ikke kvindens identitet.
Østjyllands Politi hører gerne fra vidner på tlf. 87311448.
Ved du noget? Så giv os et tip på sms/mms 1224 (alm. telefontakst) eller på mail: 1224@eb.dk.
