Den 19 august 2011 endte en ganske almindelig rutinekontrol med en vild
biljagt, der førte til i alt 23 overtrædelser af færdselsloven. Det var
Kenni Blegvad, som sad bag rattet - angiveligt uden kørekort og påvirket af
spiritus og hash.
Det berettede en af de to politibetjente, som pågreb ham. Han var en ud af 11, som onsdag skulle vidne mod Blegvad i Københavns Byret. Han står også tiltalt for henholdsvis tyveri og vold i andre sammenhænge.
20-årige Kenni Blegvad fik i 2009 fem års fængsel for dødsvold, som blev begået mod det 16-årige avisbud Deniz Uzun på Amager i marts 2008.
Han blev prøveløsladt i august sidste år - med 619 dage i reststraf. Kenni Blegvad var kun 15 år gammel, da han dræbte Deniz Uzun med en fastelavnskølle.
Læs mere: Se også: Ung køllemorder i retten for ny køllevold
I følge betjenten var 'det et under, at der ikke skete noget' (under den voldsomme biljagt, red.).
Han berettede om cyklister, som måtte 'springe for livet', og en enkelt hundeejer, hvis 'skræk i ansigtet' var tydelig for betjenten.
Jagten, der strakte sig over 15 minutter, startede på Vejlands Allé og endte brat på Refshalevej ved den Grå Hal på Christiania, da en bom stod i vejen for Blegvad.
Undervejs bevægede han sig flere gange over i den modsatte kørebane, på cykelstien, og han kørte mange gange over for rødt.
Læs mere: Se også: Køllemorder anholdt efter voldsom biljagt
Bilen slog gnister
Under den hektiske biljagt observerede betjenten, at bilens venstre forhjul
var et reservehjul, og var derfor kun lavet til at køre med lav hastighed.
Han lagde også mærke til, at der kom røg og gnister fra det.
Kort efter eksploderede hjulet, men Blegvad fortsatte sin kørsel med fælgen blottet.
Blegvad valgte ikke at udtale sig til retten, men han erkendte sig skyldig i de 23 færdselsovertrædelser i dag. Der er endnu ikke afsagt dom i sagen, der er berammet til to dage. Man regner med, at dommen bliver afsagt onsdag d.15 august.
