Opdatering: Søndag aften oplyser vagtchef ved Sydøstjylland Politi til
ekstrabladet.dk, at den tilskadekomne 48-årige mand er blevet taget ud af
det kunstige koma og er i bedring.
- Det er ikke så galt fat som først antaget. Hans tilstand er ikke længere kritisk, siger Jørn Lindhardt, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til ekstrabladet.dk.
Ifølge vagtchefen slog den 48-årige mand dog sit øre, som han har mistet lidt af, ved ulykken.
Oprindelig artikel:
En 48-årig mand fra Skanderborg ligger lige nu i respirator, efter at han natten til søndag ramte en bus.
Ulykken skete klokken cirka 01:30, hvor manden, der var påvirket af spiritus, kom cyklende ad Vrold Tværvej i Skanderborg i vestlige retning med sin kone. Her møder han angiveligt nogle bekendte, som han vinker til.
I samme øjeblik mister den berusede mand kontrollen over sin cykel, og han svinger ud på vejen, hvor han rammer en bus, der kører i den modsatte retning med cirka 30 kilometer i timen.
Manden, der ikke bar cykelhjelm, slår hovedet kraftigt og brækker hånden og flere fingre ved mødet med det forreste hjørne af køretøjet.
Han bliver derfor hurtigt transporteret til Skejby Sygehus i Aarhus, hvor de efter en kort undersøgelse overfører ham til intensivafdelingen, da det viser sig, at han har fået en blødning i hovedet. Her ligger han fortsat i kunstig koma, og Sydøstjyllands Politi betegner hans tilstand som værende særdeles kritisk.
- Han ligger i respirator, og det er meget alvorligt. Det er det selvfølgelig altid, når det er skader i hovedregionen. Så vi må vente og høre, hvad lægerne siger, siger vagtchef Kim Kent Midtgaard Hansen til ekstrabladet.dk.
