En 23-årig mand blev lørdag eftermiddag snittet i ryggen med en kniv.
Klokken 16.51 fik Nordsjællands Politi en anmeldelse om, at en mand var blevet stukket med kniv i bebyggelsen på Lillevangsvej i Fredensborg.
Da politi og redningsfolk nåede frem, kunne de konstatere, at manden var sluppet med overfladiske snitsår i ryggen.
- Vi har anholdt en 19-årig mand i forbindelse med knivstikkeriet, men vi er lidt usikre på hans rolle i sagen, men det kan en afhøring forhåbentlig klarlægge, siger vagtchefen ved Nordsjællands Politi til ekstrabladet.dk.
Politiet kender endnu ikke motivet til knivstikkeriet.
