Københavns Byret (ekstrabladet.dk): Den mand, som 12. marts fandt Pedro
Al-Neema liggende døende halvt ude på en cykelsti, vidner i dag i retten.
Her forklarer han, at han troede, at Pedro var i gang med at sove sin brandert ud på stien. Alligevel vendte han efter lidt betænkningstid om.
- Jeg troede, at det var en brandert og kørte forbi. Han lå som en sæk kartofler, og han var splattet ud, siger vidnet i dag i Københavns Byret.
Han stod af sin cykel og gik hen til ham.
- Jeg kunne ikke mærke hans puls, men kunne mærke at han stadig var varm, fortæller vidnet.
Han ringede straks til 112 og blev bedt om at udøve hjertemassage, mens han havde alarmcentralen i sit mobil-headset. Kort tid efter ankom ambulancefolkene.
- Da ambulancefolkene kom frem skar de hans tøj af, og de virkede desperate, da de ikke kunne få liv i ham, siger vidnet.
Ambulancefolkenes kamp for Pedros liv var forgæves. Han døde på stedet af flere knivstik, der havde ramt hals, ansigt og skulder.
Læs også: Se også: Den sindssyge tiltalte i Pedro-sagen nægtede at møde op i retten
