To opfindsomme datatyve fra Frankrig og Belgien var godt i gang med at plyndre
et stor antal nordjyske bankkonti, da de tidligere i år blev anholdt af
politiet.
Nu sidder makkerparret i disse dage i byretten i Aalborg og venter på en dom for bedrageri.
Den 30-årige franskmand og hans 35-årige belgiske kollega tappede over længere tid følsomme kortdata fra knap 60 forskellige visa/dankort og andre kreditkort.
Det skete via noget avanceret aflæsningsudstyr, som duoen havde monteret i en række nordjyske pengeautomater. Udstyret blev opdaget ved en tilfældighed af en kvik borger, skriver nordjyske.dk.
Det lykkedes de to kortsvindlere at hæve 62.000 kroner via de forfalskede hævekort, der er blevet brugt fra Thailand og Hong Kong. Inden svindelen blev afsløret, har der ved 173 forgæves transaktioner været gjort forsøg på at hæve yderligere 260.000 kroner.
Den tiltalte franskmand erkender delvist forbrydelsen. Hans belgiske makker nægter.
