En 24-årig mandlig FC København-fan skal 30 dage i fængsel for at maskere sig
og lave ballade efter en fodboldkamp. Det er dommen onsdag fra en enig
domsmandsret i Glostrup, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Manden var i forreste række, da en gruppe fodboldbøller lavede ballade på Park Allé efter en kamp mellem Brøndby IF og FCK .
Kampen blev spillet den 8. maj 2011 på Brøndby Stadion, og gruppen opførte sig truende, råbte og kastede ting efter politiet.
Den dømte FCK-fan var maskeret og bar en jakke med logoet for fan-gruppen Copenhagen Casuals.
Manden nægtede sig skyldig i retten, men en enig domsmandsret fandt ham skyldig i at overtræde maskeringsforbuddet og grov forstyrrelse af den offentlige orden.
Den dømte fodboldfan overvejer at anke dommen.
