Den 27-årige gymnastiklærerinde havde ikke kun sex med to 16-årige elever på
Himmerlands Ungdomsskole sidste efterår. Hun pirrede også drengene med
nøgenbilleder af sig selv.
Det oplyser Nordjyllands Politi til ekstrabladet.dk.
Den nu fyrede gymnastiklærerinde er sigtet for at have haft sex med de to drenge - dog ikke på samme tid - i bl.a. gymnastiksalen og på drengenes værelser i slutningen af 2011.
Nøgenbillederne indgår ifølge anklager Jens Severinsen ikke i det anklageskrift, som er ved at blive udarbejdet, men efterforsker hos Nordjyllands Politi, Bjarne Petersen, bekræfter, at kvinden har erkendt nøgenbillederne i forbindelse med efterforskningen.
- Hun sendte billederne til de to drenge, oplyser Bjarne Petersen til ekstrabladet.dk.
Lærerinden er sigtet for overtrædelse af straffeelovens paragraf 223, der bl.a. handler om samleje med elever.
Læs også:
Se også: Lærerindesex - er det så slemt?
Se også: Sexlærerinde opførte sig som en 16-årig
Det præcise antal forhold indgår ikke i sigtelsen, men politiet oplyser, at det drejer sig om flere seksuelle forhold over en periode på et par måneder.
Ledelsen på Himmerlands Ungdomsskole blev gjort opmærksom på sexskandalen i januar og fyrede omgående kvinde og meldte sagen til politiet.
- Jeg kan ikke kommentere på de konkrete oplysninger, da det er en personalesag, men efter anmeldelsen har vi helt overladt sagen til politiet, siger forstander Lone Baadsgaard.
Opførte sig som en 16-årig
En tidligere kollega fortæller til ekstrabladet.dk, at sexskandalen blot var
kulminationen på en længere periode med upassende adfærd fra den 27-årige
lærerindes side.
- Det overrasker ikke mig, at det endte sådan. Det var pinligt at se, hvordan hun krænkede elevernes privatsfære og bragte sig selv i fare for at overskride grænserne for, hvordan et lærer/elevforhold skal være, siger den tidligere kollega.
Han tror ikke, at hun bevidst har planlagt at have sex med drengene, men kollegaen tror, at lærerinden satte sig i en risikabel position ved at opføre sig som en pige.
- Hun har sikkert for sjov ladet som om, at hun var en 16-årig pige, og så er sex jo en naturlig fortsættelse af det, hun havde gang i. Hun gik altid efter de drenge, som var modne og lignede unge mænd, og hun har helt sikkert set dem som jævnaldrende, siger den tidligere kollega.
Den tidligere kollega ønsker at være anonym af hensyn til sit nuværende arbejde, men ekstrabladet.dk kender hans identitet.
Lærerinden blev afpresset
Strafferammen for overtrædelse af paragraf 223 er op til fire års fængsel,
men kvinden kan formentlig se frem til en betinget straf pga. sagens
karakter.
Drengene forsøgte efterfølgende at afpresse kvinden for at holde tæt om de seksuelle forhold på drengenes værelser og i skolens gymnastiksal.
De har erkendt afpresningen overfor politiet og har hver tilbagebetalt 3000 kr. til den 27-årige kvinde.
Derudover blev de idømt en bøde på hver 1500 kr. for afpresningen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den 27-årige kvinde.
