Lundby Efterskole har langt fra opbakning fra alle forældre til de børn, som
kæntrede i en alvorlig ulykke i Præstø Fjord for halvandet år siden.
Thomas Bøhm, som er far til et af de 13 børn, siger, at skolens
bestyrelsesformand lyver, når han siger, at både daværende og nuværende
forældre viser skolen stor opbakning.
Læs: Se også: Tiltalt efterskole fuldstændig tavs
- Det er direkte løgn, når skolen nu siger, at den har et godt forhold til familierne. Det passer ikke, siger Thomas Bøhm.
Nicklas reddede sig selv i land
Hans søn, Nicklas, reddede sig selv i land og slog alarm. Siden har kontakten
med efterskolen var yderst sparsom.
- Skolen har aldrig interesseret sig for, hvordan det er gået vores søn. De har aldrig ringet og spurgt til ham, og det er vi bitre over, siger Thomas Bøhm.
Han har selv kontaktet skolen, men hver gange oplevet at blive afvist:
- Vi er stadig dybt berørt af ulykken, men de to gange jeg har kontaktet skolen, har ingen haft tid til at tale med os, siger Thomas Bøhm.
'Der sker fejl alle vegne'
Ved ulykken omkom en lærer, mens syv elever måtte genoplives. Det får nu et
retligt efterspil, da anklagemyndigheden ved Sydsjællands og
Lolland-Falsters Politi har besluttet at rejse tiltale i sagen.
Både skole og forstanderen tiltales for uagtsomt manddrab og for uagtsom
betydelig legemsbeskadigelse.
Læs: Se også: Derfor tiltales skolen OG forstanderen
Formand for efterskolens bestyrelse, Bjarne Rasmussen, er forundret over tiltalen og kalder den juridiske del af sagen efter kæntringsulykken 'mærkelig'.
- Det er jo dybt tragisk for den lærer, der mister livet, og de elever, der har mén, men der sker fejl alle vegne, siger Bjarne Rasmussen.
Formand: - Støtte hele vejen
Han fortæller, at skolen har fået en utrolig stor opbakning fra forældrene.
- De har hele vejen igennem givet udtryk for støtte. Både dengang, og de hold vi har i dag, siger Bjarne Rasmussen.
Men det bestrider Thomas Bøhm som sagt på det kraftigste.
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår straffesagen, der skal føres ved Retten i Nykøbing Falster skal behandles.
