En voldsom brand hærger på fjerde time i et firma på Solvænget i Jyderup på
Midtsjælland.
Politi og brandvæsen fik anmeldelsen kl. 02.00 om, at der var udbrudt brand i en industribygning.
- Det er fem sammenbyggede haller, og det er så startet i en side og har bredt sig, fortæller vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Der er formentlig tale om et dækfirma, og ildskæret fra branden kan ses flere kilometer væk. Ilden har bredt sig til to-tre haller, og undervejs måtte brandfolkene vælte nogle gavle af sikkerhedshensyn, fordi de ellers ville vælte af sig selv.
Brandvæsnet har endnu ikke bekæmpet ilden.
- Det brænder stadig deroppe, fortæller vagtchefen.
Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget branden, og der er endnu intet, der tyder på, at nogen er kommet til skade i branden. Men det har indtil videre været umuligt at komme tæt på bygningerne på grund af den voldsomme brand.
I alt deltog der brandvæsen fra Mørkøv, Holbæk og Snertinge.
