Politiet har nu anholdt en mand efter knivstikkeri på Frederiksborgvej i
København i dag.
Manden meldte sig selv.
- Den 38-årige meldte sig selv til politiet på Station Bellahøj og fortalte, det var ham, der havde stukket den anden mand med kniv, siger den centrale efterforskningsleder, Jan Høier Mogensen, til Ritzau.
Klokken 14.24 blev en mand stukket ned efter han havde været i klammeri med en mand og en kvinde.
Den sårede, en mand i 30'erne, søgte stærkt blødende hjælp i det nærliggende Nord-Vest Pizzabar.
En gæst i i butikken fortalte tidligere i dag til ekstrabladet.dk:
- Han blødte kraftigt og lænede sig ind over disken. Vi støttede ham, for han havde svært ved at holde balancen, og fik sat ham ned på en stol.
Offeret blev kørt i ambulance til Rigshospitalets Traumecenter.
- Den sårede er blevet opereret på Rigshospitalet og er nu stabil og uden for livsfare, siger vagtchef ved Københavns Politi, Jan Høier Nielsen, til bt.dk. og forklarer, at der ikke er tale om et bandeopgør.
Den anholdte fremstilles i morgen i grundlovsforhør.
