RETTEN PÅ FREDERIKSBERG (ekstrabladet.dk): Kl. 18.57 smækkede håndjernene i
aftes om en kun 18-årig knægt, da politiet skred til anholdelse på en
adresse i Tingbjerg. Den 18-årige står nu sigtet for at have deltaget i det
der ligner en fælles afstraffelsesaktion af en 20-årig mand, der som følger
heraf - mindre end to timer efter den første anholdelse i sagen - døde af
hjertestop på Rigshospitalet.
Her vågede en stor skare af familiemedlemmer over den unge mand, der havde adskillige skader på kroppen. Blandt andet var han stukket i ballen med en kniv og tydeligt blevet udsat for stump vold - formentligt slag og spark - på kroppen og ikke mindst mod kraniet.
Den 18-årige anholdte og det 20-årige offer var angiveligt ikke fremmede for hinanden. Faktisk kendte den 18-årige og 20-årige mand, der i aftes døde som følge af sine skader, hinanden. Sådan lyder meldingen her til morgen fra Københavns Politi.
- De to mænd kendte hinanden, vidste hvem hinanden var, men de var ikke deciderede venner, oplyser drabschef Jens Møller Jensen til ekstrabladet.dk.
Nægter alt
Siden søndag, hvor den 20-årige
blev fundet livsfarligt kvæstet på et stisystem i Tingbjerg,
har politiet jagtet tre til fire unge mænd, som af flere vidner blev set på
gerningsstedet. Den 18-årige er den første anholdte i sagen og bliver
fremstillet netop nu i grundlovsforhør.
Her sigtes han for grov vold med døden til følge men nægtede sig fra anklagebænken skyldig i sigtelsen.
Angiveligt har den 18-årige konfereret med sin forsvarer det meste af natten. Da den 18-årige blev ført ind i retslokalet, iført grå joggingbukser og vindjakke, svarede han først velvilligt på dommerens indledende spørgsmål omkring hans data. Men straks efter stod det dog klart, at den 18-årige ikke ønsker at udtale sig om sagen i øvrigt.
Af hensyn til efterforskningen blev resten af grundlovsforhøret holdt for lukkede døre.
Læs også: Fatalt
møde - nu er han død
Læs også: 20-årig
afstraffet under aftalt møde
Måske jagtet rundt med bil
Motivet til den nærmest afstraffelses-lignende aktion natten til søndag er
endnu ukendt. Adskillige hjulspor på de grønne arealer i området, hvor
overfaldet fandt sted, kunne dog tyde på, at det unge offer er blevet jagtet
rundt af gerningsmændene, der blev set i en lys bil på stedet.
Den anholdte er ifølge politiet kendt for mindre småsager som også omhandler vold. Ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger blev den 18-årige så sent som i sommer sigtet for vidnetrusler.
- Vi leder fortsat efter yderligere to eller tre gerningsmænd, som er blevet beskrevet af forskellige vidner, oplyser Jens Møller.
ekstrabladet.dk følger sagen...
